Oban

5-6/8/2017 Loch Alaine->Oban

Denne morgen skulle vi en smut op i den lokale ‘by’ for at se hvordan man bor her. Meget stille! Søndag og lille flok huse.

Det er ikke specielt vigtigt med en stor båd for sejle i disse farvande. Nabobåden bebos af 2 franskmænd, der dog har trailet båden til Scotland. 5,5 meter er længden mod vores 12,45

I dag skal vi til Oban, hvor Thilde og Søren ankommer med tog. Vi kom efter middag inden vi kontrollerede tidevandet. ÆV – det skulle vi have gjort før. De næste 6 timer er med modstrøm. Vi gik alligevel på vandet – kun 12 mil…

Men hvilke mil. Der stod 10 m/s lige imod, 3,5 knob modstrøm på toppen og rigtig stikkende regn lige ind i øjnene. Uhyggelig dårlig sigt i trafikeret farvand, hvilket betød man var nød til at holde konstant udkig. Crazy water i det smalleste stræde. Men til Oban kom vi. I Oban ligger marinaen på en ø overfor byen. Der er etableret fast færgefart, men alligevel lidt besværligt når Thilde og Søren skal hentes. Vi har hørt rygter om at en ny havn midt i byen er under opførelse – det måtte lige checkes ud! Og ganske rigtig. Nyanlagte broer, havnemester i skurvogn, elforsyning via kæmpe generator. Men med adgang direkte til centrum. Den snuppede vi!

Her har de også flotte regnbuer

Og temperaturerne er begrænsede, så selv lygtepælene må have tøj på

Mandag kiggede vi byen lidt ud. Det er en relativt stor by i lokale sammenhænge – ca. 7000 indbyggere. Besøg på den lokale musikarena, hvor der er udsigt over byen og omgivelserne.

Aftenhygge med strik og et spil ‘Geni’

 

Loch Aline

08/05/2017 Loch Aline

En rolig nat for anker på Rum. Tiltrængt efter bumleriet på Canna! Morgenstemning på Rum

Nu er det ved at være tiden at nærme sig Oban, hvor vi skal samle Thilde og Søren op søndag. Derfor lægges kursen SV mod Sound of Mull. Tobermory har vi ligesom prøvet, så denne gang valgte vi Loch Aline. 8 m/s agten for tværs. Tørvejr og oftest sol, men skide koldt!

Et par øjebliksbilleder undervejs i sejladsen, der er bare så smukt!

Underholdningen under dagens sejlads stod Stornoway Coastguard for. De pludrer normalt løs på kanal 16 om alt og intet, men i dag var der en rød kajak med bunden i vejret og en katamaran men hul i det ene skrog at tale om. Begge hændelser endte, så vidt vi kunne forstå, godt.

Loch Alaine er en stor naturhavn, hvor man kan ligge mindst 200 både for anker. I tilgift er der nyanlagt en rigtig pontonhavn med fine faciliteter, hvor vi kan få strøm, tanke vand og handle lidt efter vi har været uden disse muligheder et par dage. Strøm giver også varmt vand til bad – vil også være godt!

Udsigten fra cockpittet på 2 forskellige tidspunkter

 

Rum

04/08/2018 Rum

Op lidt sent efter den urolige nat. Alt var hvor det skulle være både i båden og udenfor. Hen på morgenen havde vinden aftaget en smule, og det gav endelig nogle timers dyb søvn. Nu kunne vi gå mod Sound of Mull eller tage endnu en ø. Naboøen Rum, er meget større og skulle også være et besøg værd. Her er der kun en vig at ligge for anker i, men vindretningen var god og her skulle den heller ikke være noget særligt….

Ind i vigen – ikke en båd i sigte, så det var bare at snuppe den plads vi mente var den bedste. I gummibåden (midt i en byge) og ind til land. Her mødte vi et lille samfund på 23 voksne og 8 børn. De har desuden en del besøgende, der er naturinteresserede. Færgen fra Mallaig kommer 2 gange om dagen. Forholdene er primitive. De har et forsamlingshus

– hvor man kan købe en kop kaffe, lægge et puslespil eller købe en brugt bog og i øvrigt hænge ud med alle de andre… Man kan også få internet og låne en computer. Dette lokale har i sin tid være brugt som kirke, og derfor har det en prædikestol. I denne har man monteret 2 bilsæder og vupti, så har man en internetcafé!!! 🙂

Øen har også et gammelt slot, Kinloch Castle, hvor der er daglige rundvisninger. Vi kom for sent!

Der er en stor hjortebestand af ‘red deers’ og de er næsten tamme. Rige mænd kommer over for at ‘jage’ ind imellem. En forhammer vil kunne nedlægge disse hjorte

De naturinteresserede kan indlogere sig på forskellig vis

Og vejvisning sker passende med gummistøvler. Der er ingen grund til at lade som om øen har et tørt klima.

Tilbage til båden og nedsvælge oplevelserne…

Canna

03/08/2017 Canna

Canna er en øde beliggende ø som sidste bastion inden de Ydre Hebrider. Vi har fået denne ø anbefalet – både af sejlere vi har mødt på turen, og af litteraturen. Der er få mennesker på øen, den har ikke en rigtig havn, men 10 bøjer man kan fortøjre til, men den har en flot natur og rigt dyreliv. Et af dyrene er søpapegøjer, som vi aldrig har set i vild natur.

Næsten vindstille fra morgenstunden, så det var for motor vestpå. Ved ankomsten til Canna var vinden stadig kun 3 meter. Canna er over 300 meter på højeste sted. Søpapegøjerne skulle være på nordsiden og vestsiden. Øen er desuden 8 km lang og ankringsbugten ligger i det sydøstlige hjørne. Det betød, at en sejlads op på nordsiden var mere tillokkende end en vandring i uvejsomt terræn. Målet var at se mindst 1 søpapegøje.

Det lykkedes til fulde. Så snart vi rundede hjørnet, lettede en flok på mindst 20 fra vandet. Senere sejlede vi mod vinden gennem flokke, der tilsammen har udgjort flere tusinde! Lidt svært at vise dette scenarie med kameraet fra en mobiltelefon, men lydkulissen, de lodrette klipper til over 100 meter og de mange fugle er ubeskrivelig. Efter at have sejlet ca. en mil mod vest og mod vinden, vendte vi rundt og brugte nu det gamle strandjægerkneb med at nærme sig fuglene med vinden i ryggen. Det provokerer dem til at forsøge at svømme bort fra båden, da de kun vil lette mod vinden og dermed er nød til at konfrontere båden. Det gav også lejlighed til at se dem tæt på. Vi har ca. 10 minutters video, der beskriver scenariet – en oplevelse, der bliver siddende et stykke tid! Vi var helt høje….

Efter søpapegøjer, lagde vi os ind i bugten på en bøje. På en landtange under 100 meter væk lå 3 voksne sæler og 2 sælunger og slængede sig i solen. De må have ‘boet’ her, for næste morgen lå de der igen. Herligt! Til sammenligning cyklede vi i Tyskland 2×15 km for at se nogle sæler på 7-800 meters afstand…

Nu skulle gummibåd og bådmotor testes. Vi har ikke brugt dem endnu, men her skal man i land for at betale for brugen af bøjen. Det lykkedes at få liv i motoren, og vi fik kaffe+is på den lokale café og sludret med andre sejlere. Der er også en lille butik med lidt madvarer og lokalt fremstillet brugskunst, men uden betjening. Man skriver hvad man tager og lægger pengene i en boks…Honesty payment, kalder de det.

Lige som vi gik i seng, startede ragnarok. Vejrudsigterne lovede 5-7 m/s i løbet af natten, men vi fik vindstød i kraftig kulingstyrke. Det gav en særdeles urolig nattesøvn, og det med at ligge på bøje i urolig vind er ikke lykken. Først presses båden tilbage og trykker bøjen ned i vandet. Så bliver det næsten vindstille og båden sejler op på siden af bøjen. Nyt pust, der så vil skubbe båden hen over bøjen osv. Havde vi dog bare kastet ankeret…

 

 

Mallaig

2/8/2017 Mallaig

Dette sene indlæg skyldes at vi nu har første internetadgang siden Mallaig. Vi har end ikke haft telefonforbindelse undervejs.

Det er jo målet at besøge Canna, der er en relativt øde ø mod vest. I dag passer vinden ikke til Canna (der skal komme vind af kulingstyrke fra øst) og afgangstidspunktet er heller ikke rigtigt til det, så nyt mål er at gå til Mallaig, derefter Canna og så sidenhen tilbage mod Sound of Mull, som Tobermory ligger i.

Efter en masse dage med regnvejr, er der endelig solskin, men det er ikke varmt! Turen mod Mallaig forløb fredeligt med halvdelen af turen for sejl og resten for motor. Vi har faktisk været i Mallaig før. Det er her Harry Potter toget har den ene endestation, og det tog kørte vores børn med for mange år siden (før 2005 kan Mette oplyse). Men ellers en lille by uden den vilde charme!

Vi gik en rundstrækning omkring byen på en stenet sti der førte lidt op i højderne. Fin udsigt derfra.

Herefter kom regn og den lovede vind fra øst. Dejligt når vejrudsigter rent faktisk holder – det bekræfter anvendelsen af dem til planlægningen af sejladsen.

 

En ekstra dag i Tobermory

01/08/2017 Aflyst tur til Canna, men hyggelig aften med Detour

Vækkeur kl. 07:00 – vi skulle af sted til Canna kl. 08:00. Men det pissede ned, og vi var ikke helt færdige med at sove, og det skal man egentlig være inden man står op når man holder ferie! Det blev til et par timer mere og derefter pandekager til morgenmad. Mmmm….

Senere blev det opholdsvejr. For sent til Canna, men Mallaig var stadig en mulighed. Vi var mentalt parate til at pakke sammen og komme af sted, men så ville Mette lige checke med Detour – en af bådene fra Dehler 41DS-klubben. De er også i Scotland, og befinder sig nord for os, men er på vej sydpå. En forespørgsel via elektroniske medier afslørede, at de lige nu var på vej til Tobermory. Alle planer om at sejle videre blev aflyst – nu skulle vi have en hyggelig aften med Carsten og Ann fra Kastrup. Gåtur i stedet i ventetiden, hvor vi nu fik lejlighed til at afdække 2. række i byen. Kirke, kunstudstilling og en gade med almindelige boliger. De bor nogle etager højere. Udsigt fra vejen…

Detour ankom og vi ligger side om side. Samme båd – bare lidt blegere…

G&T, G&T, øl og så ud at spise. Det blev en smuk aften og på vejen tilbage fra pubben så udsigten således ud:

– ikke ringe!

 

Tobermory i havn

31/07/2017 Tobermory Sightseeing

Tobermory er en hyggelig lille havneby med ca. 700 indbyggere. Antallet af restauranter, et hotel og øvrige faciliteter vidner om sommerby med mange turister. Det er tid at få tanket op på mad, vand og strøm, så vi gik på pontonbro. Sædvanlige hidsige priser – 31 pund…

En tur på promenaden viser hurtigt et af Scotlands hovederhverv

En gammel kirke er blevet i overskud. Det kan måske være inspiration til at løse samme problemstilling i DK, hvor vi har rigtig mange kirker som står tomme, men som vi alligevel ikke bare har lyst til at fjerne.

Café og salg af lokalt håndværk

Mull er jo en ø med relativ få indbyggere. Der er selvfølgelig behov for en biograf, da internettet ikke giver meget håb for Netflix 😉 Biografen er mobil, og kan så besøge småbyerne på skift. Endnu et flashback til ens ungdomsdage, hvor den omrejsende biograf besøgte Vodskov Hallen. Repertoiret tiltalte dog ikke besætningen synderligt…

Ellers blev dagen til ‘spise ude’ – både frokost og aftensmad. Og køleskabet blev fyldt til de kommende par dage.

 

Tobermory

30/7/2017 Crinan->Tobermory

Nu havde skipper fået kanalkuller. Vi skulle på åbent vand og have luft i sejlene! Vejrudsigten var bestemt ikke af de bedste mht. nedbør. Det gik faktisk ikke engang under skotsk tørvejr (<=5 mm regn). Der var meldt rigtigt regnvejr – derfor blev der lagt en sejlplan med 4 mulige destinationer med Tobermory som den fjerneste (små 50 mil). Fat i slusevagten, så vi kunne komme med første slusning mod havet (det er ikke specielt tidligt – de møder 08:30). Det var ikke noget problem at komme ned som de første – af sted med os.

Regnvejr blev det. 6 m/s fra syd og lidt rullesø fra starten. For hver rul, løb der 1/2 liter vand ud af lazypacken. Så meget vand snuppede storsejlet… Undervejs blev cockpittet vasket – helt uden man behøvede vand til vask og efterfølgende skylning/spuling. Sigt på et par hundrede meter, men de er vant til den slags vejr på disse kanter. Både på vandet var der masser af – mange af dem førte lanterner for et blive en smule mere synlige. Mette smuttede nedenunder med en bog – der er ingen speciel grund til at 2 bliver våde. Vi passerede hurtigt vores første mål på listen over mulig overnatning, det var et ankersted. Men i sådan et vejr ville vi alligevel bare komme til at opholde os i båden, så hvorfor ikke flytte nogle mil i stedet. Mål 2, Oban – byen hvor vi skal samle Thilde og Søren op på søndag, dukkede op som regnen lagde sig. Så var der varm cacao

…mens arbejdshandsken får lov at tørre lidt. En skade på højre ringfinger under en uplanlagt nedskridning på en skrænt, forfølger mig stadig. Nu er 2 fingre tapet sammen på denne handske og det beskytter lidt 🙂

Nu lå Sound of Mull direkte i vestlig retning. 6-7 m/s fra syd og modstrøm på vejen, men hvem kan stå for en jævn halvvind efter 3 dage i kanal? Det blev en flot tur med et par byger undervejs.

Lige ankomsten til Tobermory, fik vi bevis for at vi er kommet til højlandet. Landskabet rækker over regnbuerne…

Samme fænomen med selfie-stangen…

Tobermory (700 indbyggere) er hovedbyen på øen Mull, De indre Hebrider, er beskyttet mod alle vindretninger, og har både ponton og bøjepladser. Der er imidlertid også mulighed for at ankre i bugten, så det valgte vi. Egentlig kan det godt være svært at se formålet med at betale for at ligge på en bøje. Det er vand og el vi har brug for.

Denne nat var 4. uden forbindelse til disse 2 ressourcer, da det heller ikke rigtigt var muligt i kanalen. Batterierne vil kunne levere til endnu 3-4 dage. Vand vil blive en mangelvare om et par dage – det daglige bad trækker på ressourcerne. Havvandet er 13,7. Det trækker ikke med bad udenbords… Men smuk udsigt fra vores ankerplads. 20 meter ned til ankeret…

 

 

Crinal Canal

28-29/7/2017 Crinan Canal

Kanalen består af en sluse mod havet i begge ender og så 7 broer og 14 sluser undervejs mellem de 2 punkter. Disse sluser er næsten alle manuelle og selvbetjente. Det bringer os op til en maksimumhøjde på 25-30 meter over havet. Det var jo forventningen, at Mette skulle betjene sluserne, men sådan gik det ikke helt. Det er jo meget sjovt de første par gange, men efter en 3-4 stykker har man ligesom fundet fidusen, og så er det bare arbejde, der skal gøres.

Alle større både har en galionsfigur

Desværre er Tack så stor, at der ikke rigtig er andre, der kan sluse sammen med os. Det er ellers den smarte version af finde en lille båd med en masse om bord, som kan sættes i land og gøre arbejdet. Det optimale er altid at have 2 om bord på båden, men det kan beviseligt også godt klares af en person. Hårdt arbejde på dag 1. På anden dagen havde vi egentlig tænkt os at starte sent, men så dukkede der 3 både op lige bag os. Af sted før dem! Nu går det jo lidt langsomt med slusning, når det hele skal klares af en på båd og en på land. Det blev de selvfølgelig lidt trætte af at vente på. Løsningen er jo at hjælpe, så pludselig var vores videre færd langt lettere 🙂

Det blev en kanaltur med ‘fifty shades of grey-vejr’. Vi startede slusningen i styrtende regnvejr og vi sluttede slusningen i styrtende regnvejr, men ind i mellem kom solen faktisk frem, mens de tunge mørke skyer lå på lur over højdedragene. Smukt ved jorden, men truende for oven. Kanalen snor sig gennem landskabet og ind imellem er kanalen så smal, at der er anlagt vigepladser, for at modgående både kan passere hinanden. Der er anlagt fin cykelsti hele vejen langs kanalen og den blev flittigt brugt – trods vejret.

Når man kommer til en bro, der ligger lige rundt om hjørnet, skal man bruge hornet. Det er skippers opgave…

Vi ville egentlig gerne have opdateret med oplevelser lidt før, men vi har simpelthen været frakoblet verden i 1½ døgn. Ingen telefon, intet internet – det er jo en anelse uvant! Crinan – en by uden trådløs forbindelse til omverdenen. I coffee-shoppen annonceredes med gratis WiFi, det var nok en kop værd. Men ak, internettet virkede ikke. ‘Det er aldrig så godt i regnvejr’, fortalte den søde dame i coffee-shoppen og forsøgte med genstart af routeren flere gange.

Hvordan klarer skotterne dette i dagligdagen?

Jo….

Den kan da kun være til pynt. Der er ingen busstop i nærheden, så læskur er den jo ikke…. Sørme så! her kan man indkaste op til 3 forskellige møntstørrelser og ringe til den store verden!

 

 

Ankomst til Crinan Canal

27/07/2017 Tarbert->Ardrishaig

Vi har i en tid haft Crinan Canal som en mulighed. Det er en kort genvej, hvor man krydser Kintyre halvøen. Samtidig er det en fin måde at flytte sig lidt på i dårligt vejr. 14 sluser og nogle broer. De 14 sluser alle manuelle undtaget sluserne mod havet. Det er relativ veldefineret hvem der styrer båden. Heraf afledes naturligt hvem der åbner og lukker sluser… Det bliver spændende i morgen 🙂

Det er egentlig ikke så dårligt vejr. Det er skotsk tørvejr, der vel tillader ca. 5 mm regn i løbet af dagen. Inden vi gik ind i slusen fra havet, havde vi hele sejlergearet på og det pissede ned. Kort efter sidder vi i cockpittet i shorts med en G&T. Højderne giver lynhurtige skift i vind og skydække. Og ind imellem bliver skydækket vådt.

Inde fra slusen i Ardrishaig

Tack i basinet lige indenfor.

I vinter fik Tack nyt komfur. Det har lavet en masse mad siden og kogt så meget vand at vi nu næsten er gennem 6. store glas pulverkaffe. Ovnen har mest været brugt til diverse opvarmning af boller og lignende. Men i dag stod menuen på ovnstegt kylling, og den gad Mette ikke tage ansvar for. Altså måtte skipper tage affære, og denne kylling er ikke en attrap, selv om det godt kunne se sådan ud. Det er den ægte vare – tilpas saltet og saftig!

 

 

 

 

Stille dag i Tarbert

26/07/2017 Tarbert Harbour

Vi vågnede til det vildeste regnvejr denne morgen og i løbet af natten havde vi også fået en del kraftige vindstød, som fik det ene øje til åbne sig på klem af og til. Det blev hurtigt klart at dette måtte blive en dag uden de store armsving.

Skipper trodsede dog vejrguderne og trak i søtøjet for at gå til bageren efter friskt morgenbrød. Kom hjem med forsyninger, der holder i hvert fald til weekenden (hvis ikke det er blevet grønt inden da!)

Skotlands-vejret er svært at blive klog på – bedst som vi sad og spiste de friske morgenstykker med tillukkede luger, brød solen frem og det blev shortsvejr. Ud af båden og nyde den varme sol. En tur op til Tarbert Castle, som dog mest er en ruin understøttet af nutidig murværk, men udsigten der oppe fra var virkelig god.

 

På turen tilbage var det blevet højvande og nu flyder hotelskibet faktisk!

Det blev også til en gåtur til ‘Shelly Beach’, som er et lille stykke søbred belagt med knuste muslingeskaller. Vildt overdrevet på de fint opstillede plaketter med forslag til interessante vandreture, men man må tage hvad man kan få. Og en dejlig tur var det da.

 

På turen tilbage fra Shelly Beach fik vi flashback til vores sorgløse ungdomsår, når det omrejsende tivoli kom til byen. Præcis sådan et omrejsende tivoli med karrusel, tekopper og radiobiler havde netop stillet op mellem fiskekasser og hummertejner på kajkanten i havnen. Fra højtalerne lød der højt popmusik og der var da også en enkelt eller to, der havde vovet sig ud i tekopperne. Fantastisk at den slags stadig eksisterer!

Sol og heftige regnbyger har hele dagen afløst hinanden og det var på ingen måde grillvejr. Et typisk billede på Skotsk tørvejr. Solen skinner men alligevel er der regndråber på ruden. 2 mm kan leveres i løbet af et par minutter.

Aftensmaden stod i dag på god gammeldags bøf stroganoff!

Hertil rødvin (vist nok lidt for meget), kaffe og portvin til dessert. Vi lever sgu’ godt 🙂

Planen er at fortsætte op mod Crinan kanalen i morgen.

 

Tarbert inden uvejr

25/07/2017 Campbeltown->Tarbert

Vejrudsigten er ikke god for de kommende dage, og det gælder om at placere sig strategisk i forhold til dette. Vi har ikke planer om større byer, men fornuftige faciliteter og lidt smukt at se på er ikke af vejen. Campbeltown er OK, men Scotland må kunne byde på noget bedre. Vi har besluttet os for Crinan Canal, i denne regn- og blæse-periode, men 5 dage tager den ikke…

Så, nordpå i smukt sommervejr, varmt og næsten ingen vind, så vi startede for motor.

Senere kom der 4-6 m/s plat læns og vi har ikke travlt, så det blev til en drivetur for storen.

Tarbert var heldigvis et godt bytte. Smuk indsejling, og tydeligvis et område med lidt flere penge end Campbeltown. Først til dieselstanderen. Vi er nået ned på halv tank, og så fylder vi op, hvis lejligheden byder sig. Her får man diesel til knap et pund. Herefter ind på en plads – der er masser ledige – et forvarsel om høje havnepriser…

Denne smukke udsigt fra cockpittet viser hvorfor bøjer skal respekteres. Alt det brune er dækket ved højvande, og dermed usynligt. Men klippen ligger lige under overfladen.

Ind på en plads og så en tur rundt i byen. Her er virkelig smukt.

Hvis nogen skulle finde en god anvendelse for blæretang, er den let at høste her…

På vej tilbage mod byen, stikker der lige pludselig en mast på tværs af stien. Det er en 37 fods båd, der er kommet i uvant miljø

Dette må studeres yderligere, så man tager trappen ned til havnebunden! Her er en ejer i gang med at skrabe temmelig meget møg af båden, mens en maskinmand er ved at montere propel. En sludder med begge parter afslørede, at det var meningen hun skulle stå lodret, holdt af fortøjningerne, men tidevandet forsvandt for hurtigt, og ejeren nåede ikke at sikre hende ordentligt, og som han sagde: Når hun først begynder at lægge sig er man nød til at lade hende gå. så det blev 45 grader på siden i stedet…

 

En havn, hvor bådene lige nu ligger i vandhuller

Og de har selvfølgelig et hotelskib på stedet med ‘4 luksus kahytter en suite’, som skiltet så flot annoncerer

Men som det ses herunder, er det ikke altid flydende. Det står til højre i billedet. Det formodes at sikkerhedsforanstaltningerne i forbindelse med bådens eventuelle forlis med gæster, kun strækker sig til et par vaders til hver gæst…

 

Hvis man stjæler en cykel her for at komme hjem efter en våd aften, skal man ikke bare smide den i havnen ud for gadedøren. Den bliver afsløret indenfor 12 timer…

Hvad er himmel og hvad er vand?

 

Campbeltown, Scotland

24/07/2017 Belfast->Campbeltown, Scotland

Så måtte vi videre. Det gik ellers fint med at ligge i City marina, Belfast. Foruden havnepengene var til at betale, gik betalingsautomaten i stykker på dag 2. Det betød 17 pund for 4 dage, 4 maskiner vask og strøm. Det er OK, og bløder lidt op på de uhørlige havnepriser de har her ovre. Omvendt kan man glæde sig over der er masser af plads. Det er lidt som at skulle parkere, hvor det er ekstra dyrt – det er ofte lettere at finde en plads.

På vej ud fik vi et sidste blik på det smukke Titanic Museum, der pga. overfladen hele tiden skifter udseende med lyset og vejret

Der var meldt 6-8 meter fra NNV, drejende NV. Vi skulle mod NNØ, så det skulle nok kunne gå med lidt medstrøm.

Vindretningen holdt, men på toppen var vi på 13 m/s og søen blev derfor lidt bulet. Vi fik ind imellem søer ind ude fra stævnen, der tog turen hen over sprayhood og landede på instrumenterne. Selvstyrer på og ind i læ! Den nederste tredjedel af fokken var hele tiden skinnende blank af vand.

Vinden blev foran tværs, og så bruger man jo Johns hack med at skøde i borde. Min fok er skåret, så det næsten passer med et scepter, så jeg har sat øjebolte i på begge sider. På denne tur knak jeg bolt nummer 2 på denne måde. 6 mm rustfrit holder ikke til alverden! Har forsøgt med vanterne, men de sidder for langt tilbage. Der må laves lidt produktudvikling!

I læ af den første skotske landtange. Skipperkonen er ikke specielt glad – for mange buler og for lidt strikning på dette stræk…

I havn relativt sent. Her ligger vi ved siden af en båd, hvor båden er blevet prioriteret højere end arv til ungerne 🙂

Den obligatoriske Guinness på den lokale inden vi lukker båden af.

 

Marked og fredsmuren

23/07/2017 Belfast, det lokale marked og fredsmur(en)

I weekenden er der åbent i det lokale indendørs mad- og håndværks-marked, Sct. George Market.

Vi havde fra lokal side hørt meget godt om dette marked og dets madkvalitet. De bør nok besøge torvehallerne i København… Der var til gengæld en del lokalt håndværk af meget forskellig art og ligeledes forskellig kvalitet.

På vej derfra kom vi forbi den lokale bank

… var der ikke noget med et irsk eventyr, der har kostet Danske Bank aktionærerne en hulens bunke penge? I øvrigt kan det afsløres at Danske Bank har egne pund-pengesedler med Danske Bank trykt på.

Da Mette er fisk af stjernetegn, kunne hun ikke stå for denne – Bigfish 1999 og Little Fish 1962. Hvor mange sild er der på billedet????

Så var det frem med foldecyklerne. Det skal siges at cykler er ikke noget irerne gør alverden ud af, så lidt malede striber hist og pist gør det ud for cykelstier, hvor de overhovedet findes. Og de benyttes konsekvent som parkeringspladser! Men der er lidt for lang at gå ud til fredsmuren. Den lokale spurgte – hvilken af dem, så der er åbenbart brug for flere.

For at kunne kontrollere freden, er hele boligområder delt på denne måde:

Vi er her på loyalisternes side – altså dem med flag alle vegne.

Når man kigger ned af de gamle sidegader, er dette oplevelsen:

Ingenmandsland. Man fornemmer tydeligt, at ufreden stadig ulmer.

Men man kan køre et par kilometer, og så kan man dreje omkring hegnet. Her kommer man så ind i republikanerområde – altså dem der vil have et selvstændigt Irland, det gamle IRA osv. I krydset, hvor adskillelsen ophører, sad der 4 kameraer på alle trafiklys og lygtepæle. Vi nåede ikke at tælle alle i forbifarten, men langt mere end 20 kameraer.

Her ovre ses muren med hegnet så fra den anden side mellem 2 rækkehuse.

I gården tilhørende rækkehusene er der opført en lidt mere klædelig mur, men se udstyret på toppen af den

Kedeligt, men godt, hvis det begrænser volden. Der er mulighed for at åbne sprækker i muren i de lyse timer, men ved mørkets frembrud bliver der lukket. Det er ikke en komplet adskillelse, men en hjælp til politiet, så de kan holde gemytterne i ro med færre ressourcer.

Og aften – den sidste pint i Irland. Nu går turen mod Scotland.

 

Giant’s Causeway

22/07/2017 Bustur til Giant´s Causeway

Denne attraktion har været et af de faste punkter, der skulle ses. Belfast ligger passende tæt på – ca. 1½ times kørsel. For 60 millioner år siden var området udsat for voldsom vulkansk aktivitet. Basalt klipperne, der danner søjlerne, skal være opstået ved hurtig og forskellig afkøling, så den voldsomme sammentrækning ved afkølingen har skabt en masse søjler, der fortrinsvis er sekskantede, men også kan være runde, firkantede og femkantede. Diameter typisk på størrelse med en stor middagstallerken.

Besøget kan foretages via arrangerede busture eller billeje. Bilen er jo tillokkende, men der går en del tid med afhentning og aflevering, så en bustur med afgang fra centrum (gåafstand) blev valget. Mens vi ventede på afgang, fik Mette en sludder med et par af de lokale – Monument for the Unknown Women Workers.

En positiv overraskelse omkring busturen var at chaufføren undervejs holdt et meget langt foredrag om Irlands historie, startende tilbage fra før vi vikinger hærgede her ovre. Det gav en velkommen repetition af Irlands komplicerede politiske og religiøse historie, der forklarer de spændinger og opdelinger der er i dag. Chaufføren fik fortalt med objektiv respekt, selv om man klart fik en fornemmelse af han var republikaner. Der går generationer inden det falder til ro, og det sker kun, hvis det lykkes at holde fred så længe.

Først var vi en tur omkring The Dark Hedges, der er plantet af en af de store irske herremænd James Stuart, der plantede denne allé i 1775 op til hans hus Gracehill House. Alléen er kendt som The Kings Road i Games of Thrones (for dem der ser denne serie!).

Efter lidt filmkulisse gik turen til en lille ø, Carrikade Island. Omkring denne lille ø gjorde store laksestimer åbenbart holdt for år tilbage. Lokale fiskere regnede ud, at kunne man sætte net mellem fastlandet og øen, ville man kunne fange rigtig mange laks, så en hængebro blev etableret til øen. Fiskeriet var en succes – så stor en succes, at man fik fanget de fleste af disse laks, der endnu ikke havde gydet med det resultat, af der nu ikke er laks mere. Så nu finansieres hængebroen ved at turister i hobetal betaler hver 6£ (50 kr…) for at krydse 25 meter over til øen og nyde udsigten…

Man må ikke håbe, at denne forretning  også dør ud pga. begærlighed…

Ved ankomst til Giant’s Causeway – en af Nordirlands store turistattraktioner, var der kaos med biler og busser. Men som chaufføren sagde: I må have os undskyldt – turisme er en ganske ung forretning i Nordirland, og det har jo også sit udspring i de uroligheder der har været her i mange år.

Giant’s Causeway er virkelig et spøjst naturfænomen. Nogen har talt der er omkring 40.000 søjler. Vi tager det for pålydende – vi talte ikke efter.

Som det fremgår af billederne fik vi også ½ mm fugt

Brolæggeren får ingen roser for jævn overflade, men stenene passer perfekt sammen.

Tilbage i Belfast omkring kl. 17.

 

Belfast, Titanic og “The Crum”

21/07/2017 Titanic og Crumlin Road Gaol

Fra morgenstunden pis øse regnvejr! Vi ligger 3-400 meter fra Titanic muséet, men det ville betyde gennemblødt uden hele kampuniformen. Fuldt sejltøj inkl. støvler. Men lige som vi skulle gå, forsvandt regnen, så det blev ved sejlerjakken og sko. Titanic-museet er absolut et besøg værd. Skibet der jo er bygget i Belfast, var det største passagerskib ved søsætningen. Derfor beskæftiger museet sig primært med selve livet i Belfast i 1911 og det enorme byggeri og firmaet bag (Harland & Wolff).

Således var prammen samlet med over 3 millioner nitter! Værftet beskæftigede 15.000 mand på det tidspunkt, og byggede i øvrigt altid 2 skibe samtidigt. Det var en rejse i tid og samfundslag. En smed, der bankede rødglødende nitter dagen lang var ikke fyrsteligt betalt. Formænd gik altid med bowlerhat – sikkert med indlæg. Upopulære formænd kunne nemt få en nitte, som uheldigvis blev tabt, i hovedet… Og det er altså ikke bare et lille søm!

Det var ikke unormalt at miste livet på disse arbejdspladser. Det var almindeligt accepteret

Forliset blev selvfølgelig også skildret. Meget arbejde, mange liv og mange penge gik tabt pga. uheld, men også tvivlsomt sømandsskab. Let at efterrationalisere, men der var varslet isbjerge, og det famøse bjerg blev ramt i blikstille stjerneklart vejr… Måske var alle disse uheld også presset af en prestigefyldt jomfrusejlads, der gerne skulle vise kort rejsetid.

Hun nåede vel at sejle flere mil end vores sommertogt, men det var ikke alverden. Nåede til et sted syd for Canada inden en stor isterning gjorde det af med skibet der ikke kunne synke…

Efter Titanic Museet var det tid til besøg på et af Irlands nedlagte fængsler. Vi forsøgte jo at besøge et gammelt fængsel i Dublin, hvor mange af de arresterede fra konflikten mellem Irland og England har siddet, men der var fuldt booket.

Crumlin Road Gaol, eller “The Crum”, som det blev kaldt, var fungerende fængsel indtil 1996, og udførte henrettelser indtil dødstraffen blev afskaffet her i 1990. 15 mænd er igennem tiden blevet henrettet ved hængning i fængslet, alle ligeledes begravet inden for fængslet mure.

‘Indskrivningen’

Ca. 500 celler, langfingrede børn ned til 8 år, op til 1400 fanger i 500 celler, der hver var bygget til én person.

Kvinderne var heller ikke dengang altid hæderlige

Det havde også ‘gummiceller’ til dem der var blevet træt af fængsellivet, men ikke havde fået dødsstraf.

Og så den makabre afslutning på rundvisningen

Dødsstraf blev eksekveret ved hængning. Det foregår jo med faldlem og den slags, og så en kynisk beregning af snorens længde ud fra fangens højde og kropsvægt. For kort snor knækker ikke nakken, så man må på den igen. For lang snor giver fare for… – ja, separation af hoved og krop. De dødsdømte i nyere tid var alle mordere.

 

Nordirland er stadig meget opdelt mellem Republikanere, der typisk er katolikker og loyalisterne, der typisk er protestanter. De meget indædte royalister er generelt ikke så synlige, men der hele bydele, hvor der er sat engelske flag i alt, der rager op over jorden. Vi kom på tilbageturen fra fængslet ind i sådan et område. Det ligner en byfest – så mange flag er der, og linjen er knivskarp – fra den ene side af gaden til den anden. En lokal fyr i havnen sagde for en time siden: ‘Gå ikke der ind, der er ikke sikkert!’. Denne konflikt er der stadig, men ikke så voldelig som for få år siden. Når vi kigger rundt fra hvor vi ligger, er alt nyt – bygget indenfor de seneste 10 år. Det er en del af fredsprocessen, at England har pumpet rigtig meget byudvikling ind i Belfast, men konflikten forsvinder nok i bedste fald først i løbet af et par generationer.

 

 

 

 

 

Belfast centrum

20/7/2017 Bangor -> Abercorn basin

Bangor er en kæmpe moderne marina. Velsmurt maskineri, bemanding 24/7, rolig og HELT UDEN ATMOSFÆRE. Nu har vi eget toilet i båden, men hvis man skal slå en streg midt på natten må man indstille sig på det tager et kvarter, hvis man skal benytte havnetoilettet – så langt er der at gå fra den yderste plads, hvor vi blev placeret… 18 km til Belfast centrum, så togtur begge veje. Desuden koster en overnatning 37 pund inkl. el.

Denne havn havde nok været vores valg for hele Belfastbesøget, hvis vi ikke havde mødt et svensk par på Isle of Man. De fortalte om Abercorn. 17 pund pr. overnatning inkl. alt, selv vask og tørretumbler (koster normalt 7-10 pund pr. maskine). 700 m til centrum. Perfekt!

Inden vi forlader Bangor skal vi have skiftet tilbage til britisk gæsteflag. Men små samfund som Isle of Man må til stadighed kæmpe for selvstændighed og for at blive set. Det gælder åbenbart også mht. gæsteflag. Ned ville det ikke! Det havde blafret sig fast i begge låseringe fra sallingshornet. Et forsøg på at flå det ned, rykkede kun det nederste øje ud af flaget, så skipperkonen måtte i masten!

Lidt kryds ind mod centrum, så vi lige kan få tørret sejlene inden vi skal ligge stille nogle dage.

Her ligger vi så. Tack foran Titanic-museet. (Håber ikke skæbnen smitter :-))

Der ligger en fastligger i havnen, der åbenbart ikke er til foldecykel. Dette er en 125 ccm scooter med egen specialkonstrueret bøjle til opbevaring på hækken.

Der er også kort til frisøren. Og der er ingen andre i venteværelset.

Vores gangbro til centrum

Og i Belfast har man også præsteret at bygge et skævt tårn (Albert’s Clock). Underligt at profilere sig på skæve tårne…

Besøg på Belfasts ældste pub – lidt god mad og en Guinness. Så fik vi rundet den dag af med manér.

 

Ankomst Nordirland

19/07/2017 Isle of Man -> Bangor, Belfast

I dag er der vind! I nat blev vi flere gange vækket af voldsomme vindstød, der kom rullende ned fra højderne vi besøgte i går. Det er helt sikkert bulet på vandet, men netop i dag var vinden gået i SØ, hvilket ville blæse os til vores næste destination, Belfast. Så på med alt udstyret (det er køligt og de har også lovet lidt regn). Og forudanelserne omkring buler på vandet skulle snart vise sig at holde stik, men vi har bølgerne med os, så de kan sejles i.

Der blev tid til at slappe den lidt undervejs.

Vi har i dag mødt 2 havpattedyr, som vi ikke har set før. Det ene er vi næsten sikre på var en lille spækhugger, den anden en grålig hval 2-3 meter lang. Desværre nåede vi ikke at dokumentere det med billeder.

 

Inden Bangor var strømmen vendt og der er nogle småøer man skal forbi. Farvandet er i søkortet markeret som ‘Crazy water’ i forbindelse med ebbe. 3 mulige passager, hvis man ikke har lyst til en lang omvej udenom. Til den inderste og værste var knyttet kommentaren. ‘Bør ikke anvendes uden lokalkendskab og motorkraft til mindst 10 knob’. Ingen hak ved de 2 checkpunkter. Distanceforskellen på de 2 sidste muligheder var ikke stor, så den der virkede lettest blev valgt…. Vi ved nu hvordan det er at være et par underbukser i vaskemaskinen! Krapsøer, så man kunne sejle på 2 bølger samtidig. Konstante kursskift på op til 30 grader. Sindsyge rul selv om vi førte fuld storsejl i 9 m/s. Ikke noget farligt, men konstant arbejde med roret.

Bangor havn blev valgt fordi vi for 2 dage siden har bedt om at få vores reparerede fyr sendt hertil. Og stor var lettelsen da vi allerede ved check-in på havnekontoret blev oplyst om, at der var en pakke til os. Godt det samme, for der var allerede trukket dyrt på kontoen for reparationen!

Det meste af aftenen er gået med montage og ‘burn in’ test. Vi er nok de eneste i shorts og T-shirt i Nordirland lige nu! Fin varme i båden, men småkøligt og let regn udenfor. Estimatet for reparationen fra en dansk leverandør var ca. 6000. Den engelske løsning endte på 4200, så dyrere blev det i hvert tilfælde ikke. Men det bedste er at vi kan holde båden tør, hvis vi løber ind i dårligt vejr i Skotland.

 

Øen rundt med damp, hest og el

18/07/2017 Sightseeing på Isle of Man

I går forhørte vi os i turistinformationen om hvordan man bedst kommer øen rundt på bare én dag. ‘Det kan i ikke’, var det første og umiddelbare svar. Men så kom køreplaner for både hestetrukket sporvogn og kulfyret damptog frem, og der blev lavet en fornuftig plan, som faktisk kunne bringe os øen rundt på én dag – i hvert fald til de mest spektakulære steder.

Vi startede derfor dagen tidligt med at tage bussen til øens største by Douglas, som ligger på østkysten.

Der var ebbe…

Herfra ville vi videre med damptoget til Port Erin på sydspidsen af øen. Vel ankommet til togstationen blev vi afvist med ‘Sorry folks, the train is full at the moment, next train in 2 hours’ – toget er fyldt, tag næste tog om 2 timer! Et par skoleklasser havde set sig lune på en tur med dette historiske transportmiddel fra 1874 og havde tilsyneladende fortrinsret. Nå, men vi lader os ikke slå ud så let, så vi hoppede på en anden bus til Port Erin og nåede at se denne lille havneby en times tid inden vi så kunne tage damptoget tilbage til Douglas. Et par fiskeres landing af krabber trak vores opmærksomhed og Jan gik tur i havnen og lod sig fascinere af de tørlagte både.

 

– og denne fisker gik ganske simpelt ned i havnen til sin båd, der lå på sandbunden, og hentede krabbefangsten.

Tilbage med damptog

fra denne perron, som vist også er blevet brugt tidligere?

Mette scannede hjemmevant vognene og stilede målrettet mod 1. klasse. Man plejer at rejse med stil…

Hvorfor ikke rejse på 1. klasse – også når det er i røg og damp….En rigtig hyggelig tur igennem smukke landskaber tilbage til Douglas.

En rigtig tur på prærien i det vilde vesten (måske falder rundballen udenfor kulissen)

Næste seværdighed var Snaefell, øens højeste punkt i 622 meters højde. Turen hertil foregik først med hestetrukket sporvogn langs strandpromenaden i Douglas

og derefter med 70 år gammel elektriskdrevet sporvogn.

   

Vi kørte gennem frodige skovstrækninger og vidtstrakte marker, hvor høet lå klar til at blive presset. Det bumlede og skrumlede op af de stejle klippesider og ofte med kun ½ meter fra skinnerne ud til kanten, men udsigten og landskabet helt fantastisk. Man prøver – selvfølgelig – at indfange de flotte scenerier med kameraet, men det bliver altid kun et sølle surrogat for den  ægte oplevelse.

Der var koldt og blæsende på toppen af Snaefell.

Varmedisen forhindrede os i at se de 7 riger, som der ellers ‘prales’ med i brochurerne og caféen var kedelig, så vi hoppede hurtigt på vognen igen og gentog oplevelsen af den fine tur blot omvendt – først med el-sporvognen og så med heste-sporvognen. Sådan laves en 3-punkts-vending med hestesporvogn. Samtidig slås alle ryglæn til modsatte side…

Og så kan man så sidde i sin hestetrukne sporvogn kllippetiklop – 10 km. i timen – og så må lufthavnsbussen pænt blive bagved. Hvorfor er alle politikere så forhippede på at få lagt skinner ned i kørebanen i en tid på vej mod selvkørende biler/busser?

Vejret har hele dagen vist sig fra sin allerbedste side og vi kunne sagtens have nået at sightsee’e i Douglas, men valgte muséer og butikker fra denne gang og fangede i stedet bussen tilbage til Peel. Tilbage på båden fik vi en snak og en øl med et svensk par, som er på vej til Kanarieøerne! De har sejlet den modsatte vej rundt om England og vi fik udvekslet lidt tips om gode og mindre goder steder at opsøge på vores videre færd.

I morgen sejler vi videre til Belfast.

Peel, Isle of Man

17/07/2017 Peel, Isle of Man, lokal sightseeing

En dag, der startede perfekt – sove til over 10. Der var et underskud, der skulle indhentes. Og vejrudsigten lyder på blå himmel og svag til let vind 🙂

Der er en vigtig sag, der skal ordnes fra morgenstunden. Vi ligger for britisk gæsteflag, og det er nærmest uhøfligt. Irerne var glade for at slippe fri fra britisk herredømme, men manx har det lidt på samme måde. De er underlagt England, men som manden i bådforretningen forklarede, har de det bedste fra 2 verdener: De har eget skattesystem, egen lovgivning og eget retsvæsen, men briterne passer på dem – dvs. ingen udgifter til militær. Og skattesystemet er interessant. Topskat 20%, virksomhedsskat 0% – dog skal banker betale 10%. Personskat er maksimeret til 120.000 £ om året. Dvs. hvis man tjener rigtig mange penge, kommer man maksimalt til at betale ca. en million i skat om året… Nå, men flag købt og monteret i stedet for Union Jack.

Under morgenmaden underholdt en lille flok tejster. De farer rundt hele tiden, letter, lander mærkelige steder, falder i vandet igen eller lader sig dumpe ned med vilje.

I hullet til højre for dækket sidder en tejst. Den vil meget gerne opholde sig i hullet, og landingen her kræver øvelse og lykkes kun hver anden gang… Men det er jo ikke særlig rart at sidde med hovedet inde i hullet mens man er ganske ubeskyttet bagtil. Utallige forsøg på at vende sig i hullet endte hver gang med overbalance og uskøn landing i vandet igen.

Efter morgenmaden var det tid til en tur i byen. Først omkring havnekontoret, der var lukket, så det blev havn og strand i stedet. Havnen er beskyttet af en klap, der ikke er højere end minimumsvandstanden i havnen. Egentlig smart, for man behøver så ikke betjene klappen hvis der ikke er både, der skal ud ved stigende vandstand. Vandet vil blot strømme ind over klappen ude fra havet.

Lækker strand har de så absolut

Og nu gider vi snart ikke spise flere is. Men så meget blå himmel kræver jo en indsats

Her sejler man jo ofte på ‘grønne havne’ – altså havne der tørrer ud ved ebbe. Det er ikke praktisk med en almindelig køl, hvis man vælter om på siden. Det er absolut med fare for skader, men under alle omstændigheder kan man få problemer med vandtanke og dieseltank, der tømmes ud af udluftningshuller. Eventuelle åbne batterier kan lække syre, og når vandet kommer tilbage skal man være meget opmærksom på vand, der kan komme ind i båden. Men det er der selvfølgelig en løsning på for dem, der lever med det til daglig. Sejlbåde kan have 2 køle og støtte ved roret. Så står det bare på bunden og venter på bedre tider. På det første billede er en motorbådsejer blevet træt af, at båden krænger og har eftermonteres støtteben.

Og så en tur op på den nærmeste klippe. Billederne på vist tale for sig selv…

Mens vi stod og havde overblik over verden – man kan se til både Irland og Nordirland (60 km), blev klappen til havnen åbnet. Så farer alle de lokale på vandet, men de har også kun 3,5 time til det er slut igen – ellers må de blive ude indtil næste højvande.

Turen afsluttet med en tur omkring den 4000 år gamle borg. Der er spor af beboelse tilbage til 6500 før vor tidsregning.

Forbi Tack på vej tilbage

Gamle postkasser har de også, måske nogen får et postkort en af dagene….

Mad og drikke

– og så lidt aftenstemning i havnen.

Ankomst til Isle of Man

16/07/2017 Dublin -> Isle of Man

Planlægning af turen til Isle of Man har mange facetter. De 76 mil betyder, at vi ikke kan overstå turen med medstrøm hele vejen, så vi må leve med modstrøm noget af vejen. Desuden ankommer vi til en havn, hvor man lukker klappen til havet inden alle bådene i havnen ligger på bunden. Det betyder vi SKAL ankomme omkring højvande plus/minus 2 timer – ellers er det at vente i 12 timer ude i det åbne. Der er 2 havne på øen med ca. lige langt til begge. Til gengæld er der en del forskel når vi skal videre til Belfast, så vi satser på den vestlige. Når vi ankommer til Isle of Mans sydspids kan vi vælge den østlige, hvis vi er pressede på tid. På østsiden er der medstrøm, mens der er modstrøm på den vestlige.

Undervejs mødte vi en rigtig ‘kabelfærge’. Fart = 0,1 knob. Håber ikke de skal trække kablet til USA…. Nå, men sådan nogle søkabler tager åbenbart tid…

En dag med meget motorsejlads pga. lidt vind, der var plat. Vi nåede den vestlige havn inden lukketid, og hvilken indsejling…

Her er smukt og hyggeligt!! Godt vi tog hertil – hvornår kommer man lige forbi denne ø igen.

Undervejs måtte vi støve det britiske gæsteflag af igen. Det var ellers pakket væk, da Isle of Man godt nok stod på ønskelisten, men ikke var med i grov-tidsplanen. I morgen må vi købe et rigtigt flag – de har deres eget 🙂 Gad vide om man kan købe det uden skatter og afgifter?

Selv om de ikke vil være briter, er vi tilbage i trædemøllen med radiokommunikationen. En masse koordinering på kanal 12, hvor vi fik anvist plads A13. Fedt! Hvor er så lige det. Ingen bogstaver eller numre – senere erfarede vi at der faktisk er bogstaver på pælene – de vender bare mod land??? Så da vi gik op i byen kunne vi se at det faktisk var den rigtige plads vi havde fundet efter meget snak på radioen.

I morgen skal vi sove LIGE til vi vågner – vi har trods alt ferie 😉

Dublin slapper

15/7/2017 Slapperdag i Dublin

Efter hektisk sejlads og oplevelser de foregående dage, var der brug for en dag hvor vækkeuret ikke ringede og vi bare tog på en tur rundt i byen inden vi skal videre i morgen. Så det var foldecyklerne på dæk og så af sted i den gale side af vejen. Først omkring stadion, der er stort og flot – EU?

I Irland (og England) er cykler en ‘hobby for fanatikere’. Det er i øvrigt heller ikke alle steder man viser den store respekt for fodgængere – rigtige mennesker kører naturligvis bil. Derfor er det også med nerverne udenpå tøjet nogen steder når man cykler. Man farer ud og ind mellem busser og biler – cykelstier er der ingen af. Engang imellem er der tegnet en cykelvej i busbanerne, men når man så kommer til et stoppested, hvor busserne holder i 10 minutter, så er det ud på vejbanerne i 2. position blandt bilerne. Det er en helt anden prioritering end i Amsterdam, hvor bilerne absolut ikke er velsete i bykernen. Nå, men det var godt at få cyklet lidt.

Først et besøg i St. Stephen Green – en park midt i Dublin. Nu er det jo sådan at vi har godt vejr. Hver gang vi åbner dmi.dk, tænker vi ÅH NEJ, men så får vi ændret bynavnet fra København til vores himmelstrøg. Og her er det altså udmærket vejr – i hvert fald lidt op ad dagen.

Egentlig ville vi gerne have set Kilmainham fængslet, men der var slet ingen ledige tider i dag. I stedet blev det til St. Patrick Katedralen. St. Patrick omvendte de hedenske keltere til kristne. Vi tilbragte mindst en time her. Mens vi gik rundt og kiggede, var der et stort kor, der holdt koncert med både kendte og ukendte salmer, keltiske sange og gospel. Inden vi forlod kirken en flot udgave af Amazing Grace. Meget stemningsfuldt.

Så blev det tur til gågade og pub-besøg på (bl.a.) den legendariske Temple Bar fra 1840, hvor der som på mange andre pubber var live musik. Der var gang i den med fællessang og dans. Det kan godt være lidt svært at falde ind i en fest på en overfyldt pub kl. 14 om eftermiddagen – tror vi fik startet for sent…

 

Selv om irerne er stolte over deres rødbrune guld, tappes Carlsberg side om side med Guinness.

Handle lidt fornødenheder. Klargøring til tidlig afgang i morgen (05:30) mod Isle of Man. En udfordring var opstået, da vi ligger inde på en ponton, hvor vi egentlig er for lange. Søndag skal der være ro-regatta i havnen og i den forbindelse er der dukket en del små motorbåde og RIBs op, der skal være dommerbåde. Og 2 af disse var nu i tilgift til den i forvejen trange plads, fortøjret lige bag os, så det var helt umuligt at komme ud. Gang i bartenderen på havnen, der også fungerer som opsynsmand. Ved fælles hjælp fik vi flyttet rundt på både vores og de andre både, så vi er klar til afgang kl 06:00.

Og inden sengetid endnu en pint i klubbaren inden sengetid. Her dumpede vi ind i en 30 års fødselsdagsfest, men det tog ingen notits af. Vi fik en lang snak med en (lidt) ældre lokal, der på rigtig irsk maner hænger ud i sejlklubben for at få dagens ration af Guinness til halv pris i forhold til pubberne. En del snak om historie, EU, England, Nordirland, vikinger og politik…if you know what I mean!!

 

Guinness og Trinity College, Long Room

14/07/2017 Sightseeing i Dublin.

Dublin = Guinness. Guinness skal besøges, men det er der også nogle tusinde andre turister der mener. Derfor en tidlig billet med indgang 09:45. Her kommer man gennem hele maskineriet og hele historien. Ankomst

Det store program med lovprisning og demonstration af bryggemetoden. Der var et helt afsnit med historien omkring bødkerfaget. 300 bødkere lavede omkring 1000 tønder om ugen. Der skulle jo være noget at fragte de eftertragtede dråber i

Prøvesmagning i 1/8 pint glas. Det er samme glas de daglige kvalitetskontrollører anvender til prøvesmagning af de færdige bryg

På en etage var der gamle reklamerekvisitter, der har været brugt til at markedsføre Guinness gennem tiderne. Især en enkelt af disse må være udarbejdet af en øl elskende kvinde. Nedenstående skilt tiltalte i hvert tilfælde den kvindelige del af besætningen

Til slut op på øverste etage, Gravity Bar, hvor man får en hel pint af den rød-brune drik som en del af entreen.

Skipper, der stadig er i søvnunderskud, holder sig til Cola – det er trods alt før 18!

Man har en fantastisk udsigt over Dublin fra dette sted.

Men selve Guinness fabriksanlæg er bestemt ikke nogen skønhed at have placeret lige midt i centrum!

Mange byplanlæggere ville kræve det fjernet aldeles omgående og erstatte det med boliger, kontorer eller noget andet, men det har Guinness grundlæggeren taget højde for!

For ca. 250 år siden indgik han en lejekontrakt på 9000 år —– skriver ni-nul-nul-nul år, så byplanlæggerne må leve med denne øjebæ en rum tid endnu. Lejekontrakten ligger bag en rude i gulvet når man kommer ind.

En mærkeøl som Guinness holder sig for øvrigt ikke for gode til at have Svanen kopistole i deres Gravity Bar – ikke pænt!

Efter Guinness var det meningen vi skulle se det gamle fængsel, der er en del af historien omkring Irlands kamp med England om selvstændighed, men da vi kom der ud havde de ændret indgangspraksis, så man skulle forudbestille billetter. Ændring af planerne til at se biblioteket Long Room på Trinity College. Man bliver imponeret – det må være papirversionen af Google…

Inden Thilde forlod Dublin igen, nåede vi lige at se verdens højeste skulptur. 3 meter i bunden og over 120 meter høj. Det er så også det mest enestående ved den. Onde tunger kalder den også ‘The Erection in the Intersection’

Tilbage i båden – slappe lidt af mens Thilde flyver mod DK igen. Der bliver lige tid til en vask inden sengetid.

 

Ankomst til Dublin

13/07/2017 Arklow->Poolbeg Marina, Dublin

Op kl 08:00. Det lyder jo helt menneskeligt, men den var altså 02:00 inden der faldt ro på tingene i går. Derfor blev pigerne i køjerne – der er jo ingen grund til at 3 er klatøjede. Bøjefangeren fri af bøjen og så af sted igen. Igen for motor, men der kom mere vind senere, så vi kunne gå en del af vejen for sejl.

Irlands østkyst syd for Dublin

Igen er afsejling valgt efter tidevandsstrøm. Se forskellen på fart i vandet og fart over grund – 6,3 mod 10,0.

Der er 3 havne i Dublin. En i syd, en i nord og en tæt på centrum. Sidstnævnte styres af en sejlklub, og det var ikke muligt at få kontakt til dem på forhånd. Omvendt vil vi altid helst ligge centralt, så vi tog chancen. Der var plads, og der er OK faciliteter, men omgivelserne er ikke noget at skrive hjem om. Skipper måtte have en time på øjet, mens det blev tid til pigetid i Dublins forretningsstrøg. Stephen Green centret. Fin bygning med skod-butikker. Godt for kontoen 🙂

Kl. 20:30 mødtes vi alle og spiste en fantastisk traditionel irsk middag på Fade Street Social. Kan varmt anbefales og fornuftigt prisniveau.

Farvel til Kilmore

12/7/2017 Kilmore-> Arklow

Efter en lang tur til vestlandet i bil, ville vi egentlig gerne være afsejlet fra morgenstunden med tidevandet i ryggen. Men bilen skulle først afleveres i Wexford – det nærmeste Hertz-kontor 25 km. væk. Og de åbner først kl. 09:00. Det betød kørsel til Wexford kl. godt 8, da der var 3 km på gåben til bussen tilbage, som kørte kl. 10. Hvis denne bus blev misset, var der 6 timer til den næste. I øvrigt havde chaufføren (Jan) lavet en skramme på en plastic hjulkapsel i en hurtig U-vending, hvor afstandsbedømmelsen til kantstenen ikke helt holdt vand. Det er anderledes at sidde i højre side af bilen! Denne lille fadæse skulle jo også lige rapporteres.

Tilbage i god tid inden frokost, så det blev tid til en spadseretur. Som stråtagsejere, interesserer denne tagtype jo en smule. I Irland tækker de både med strå og halm, og de laver kunstfærdige rygninger.

Efterfølgende en tur på den flotte strand (og kolde vand)

Der blev også tid til at studere metoder til maling af skrog på de lokale både. De sejler simpelthen op ad trailerrampen i højvande indtil de rammer rampen. Så fortøjres og der ventes på at vandet trækker sig tilbage.

Som trænede sejlere i tidevand, startes afvaskningen så snart stævnen er fri af vandet. Der skal jo vaskes, tørres og males inden vandet er tilbage.

Her er vandet på vej tilbage, så godt at roret er færdigmalet.

Afgang fra vores dejlige plads i Kilmore og direkte over til dieselstanderen. Fylde op inden afgang 17:30 (til 0,90 euro pr. liter :-)). Motorsejlads først østpå og siden nordpå på næsten fladt vand. 50 Mil, men vi ‘fik’ de 12 af strømmen.

Nogle hygger sig med strikketøj og snak, mens andre må tage sliddet med navigationen…

Endnu en flot solnedgang!

Ankomst til Arklow omkring midnat. Svage vestlige vinde og fladt vand. Vi skulle helt sikkert bare ligge for svaj ved stranden, da vi skulle af sted igen 7 timer senere. Medvirkende til denne beslutning var også at vi nu er i 30+ Euro pr. havneovernatning! Ned med ankeret og til køjs, men så… Fæle dønninger, der ikke kom fra skibstrafik eller vind. Det var dønninger skabt af tidevandets skift. Det endte med vi måtte ind i havneindløbet og ligge på en punkteret bøje ud for havnen, men vi slap da for havneafgiften.

Wild Atlantic way

11/7/2017 -> Sightseeing bil fortsat.

Traditionel irsk morgenmad kl 08:00 – tilberedt af den flinke og snakkesalige husværtinde.

Hyggeligt, og oplysende om irske forhold – både før og nu. EU har heldigvis også fået øjnene op for deres dårlige veje, så de sponserer nye motorvejsanlæg.

Besøg i Galway

Denne kvinde optrådte med irske danse i blikbeslåede sko. Det er lidt en blanding af dans og step.

Af sted i bilen og på tur i vestlandet. Hold da op, hvor er der mange sten her ude.

 

Og de graver stadig tørv…

Vores værtinde fortalte at deres hus er opført på kippen, og der kun er ca.. 20 cm jord de fleste steder i området. Men betagende natur og kystlinje.

Vi gjorde holdt efter at have ledt meget længe efter en cafe. Vi startede med almindelige byer indtegnet på kortet. Det gav måske 20 huse, men absolut ingen caféer. Så gik vi over til byer skrevet med fed skrift. Dobbelt så mange huse og en lille skole i ny og næ. Så byer skrevet med udelukkende store bogstaver. Endnu en fordobling i antallet af huse, og nu også et lille landbrug eller lignende. Først da vi kom op i bystørrelser skrevet med store bogstaver OG fed skrift, mødte vi endelig et skilt, der viste mod en café. Billig kaffe, men DYR kage. Og 5 lokale mænd, der sad med hver deres Guinness og skulede til hinanden.

Der var også en lille lokal havn, hvor en sejler havde smidt sin sejlbåd op af kajen. Den hang i den ene vant – vandet var væk…

En lang dag – en lang tur, hvor vi i alt fik kørt 1000 km på mange små veje…

 

 

Cliffs of Moher

10/7/2017 Sightseeing i vest – Irland

En morgen, hvor der blev sovet længe – omkring 8. Thilde trængte også til en ordentlig nats søvn efter den lange tur til Irland. Den havde startet kl ca. 5 i går. Til lufthavnen. Flyve til Oslo fra morgenstunden, tilbringe hele dagen i Oslo lufthavn for at ende i Irland kl. 21:15. Og så den lange køretur til båden – fremme ved midnat…

Vi skulle en smut til Cliffs of Moher. Et par hundrede kilometer i fugleflugt – den Irske ø er jo ikke stor. Gråvejr var vejrudsigten, og denne gang holdt de løftet. Cliffs of Moher er en af Irlands store turistattraktioner. Parkering koster 6 euro pr. person… Men flot er den!

De 200 km. i fugleflugt gav en forventet køretid 2-3 timer, men det endte med 5 timer!!!! Dette er eksempler på vejene hertil – hurtigste rute udvalgt af Google Maps. Intet der kan sammenlignes med bare en almindelig dansk landevej. Det nederste er dog et af det mest ekstreme, men at holde 40-50 km. i timen er godt og kræver relativt aggressiv kørsel. Rund om et hjørne stod pludselig 15 køer på vejen. Den ene maste stille og roligt venstre sidespejl ind mod ruden – dog uden noget blev ødelagt. Og så er der det med at køre i den gale side.

Der er en KÆMPE eksportmulighed for Jylland her ovre – motorveje i tyndt befolkede områder. I Jylland har man været (lidt for) gode til det…

Irland hænger simpelthen ikke sammen rent infrastrukturmæssigt. De har været gennem samme tur som Grækenland er igennem lige nu, men slap fri af IMF-kontrol i 2015. Det skønnes at ca. 15% af husene står tomme, og mange mennesker er i bundløs gæld pga. den kraftige recession i forbindelse med finanskrisen. Økonomien er dog på vej op igen.

Jeg håber ikke Danmark håndterer kirkelukningerne på samme måde som i Irland.

Gamle borge står også længe, men som de nu er

Overnatning på B&B. Dem er der mange af i området.

 

Dasedag i Kilmore

Op da vi vågnede – klokken godt 7!!! Døgnet skal lige normaliseres inden der kan soves indtil kl. 09:00

På lang sejltur er der 3 ting skal man fikse når det er let: Vand, Diesel og vask af tøj. Her er der fin adgang til tøjvask, så et par maskiner skal vaskes. Køb af (dyre) poletter på havnekontoret gav lejlighed til at overvære en ordveksling mellem havnefogeden og en imperialistisk fransk kvinde:

Hun ville gerne ud at sejle og bad havnefogeden oplyse det bedste tidspunkt for af forlade havnen for den planlagte tur. ‘Kl. 3 om morgenen eller ca. 12 timer senere’ var svaret. Det passede absolut ikke den franske kvinde, der mente at det måtte han kunne gøre bedre. En lang diskussion på blandet fransk, irsk og engelsk… Til slut opgav havnefogeden, rullede med øjnene og udbrød et højlydt ‘Jesus!!!’. Irerne, der aldrig har haft imperialistiske drømme ved godt, at det står udenfor deres magt at ændre planeternes stilling og dermed tidevandet. Og det står heller ikke i franske kvinders magt, var havnens repræsentant tydelige holdning. Sidste kommentar fra fogeden var: ‘I kan sejle på hvilket tidspunkt I ønsker bare I betaler havneafgiften inden I forlader havnen!’

En kvinde har været på dæk :-s

Fortsat fest i havnen med irsk folkemusik og dans

og lidt opvisning fra RNLI – det lokale SOK

Mathilde kommer på et overraskelsesvisit i dag – det bliver hyggeligt.

Ellers har vi vedtaget at de næste par dage skal bruges til biltur, så billeje i Dublin for at få Mathilde til Kilmore, og så ud at se det sydvestlige af Irland. Det blev til bustur til Dublin og biltur tilbage – i alt 7,5 time – ikke lige den slapper, der var brug for…

Farvel til England. Goddag til Irland og lokal byfest

08/07/2017 Milford Haven -> Kilmore Quay, Irland

I dag ringede uret først kl. 04:00. Vi var udhvilede, hvilket hang sammen med at vi gik i seng i går kl. 20 – dødtrætte. Denne gang lykkedes det at ligge gratis for anker, hvilket også var helt rimeligt. Det eneste vi havde behov for var at båden lå stille mens vi fik noget søvn.

Det er sidste dag i England, og dermed kan man konkludere en smule på England:

  • Der er fantastisk smukt i Sydengland – især vest for Isle of Wight. Man kan bruge 3 måneder her nede alene.
  • Englænderne er dejlige mennesker. Mere til høflighedsfraser end os danske, er mere old school, men har samme værdier som os.
  • De spiser det bedste af vores grise.
  • De er meget til kontrol. Man kalder op til havne og beder om tilladelse til at entrere havneområdet. Der er konstant pludren på VHF’en
  • Havnene er DYRE! Typist mellem 25 og 30 pund. Men der skal jo også være et par mand ekstra i forhold til DK for at administrere al den kontrol.
  • De er så gennemsigtig hvide fordi de sidder indendørs på pub når de har fri og deres badevand er forfærdeligt koldt. Vandtemperaturen lå på 13,8-16 grader. Brrr. Vi badede i 23 grader i Belgien.
  • Men – rigtig ærgerligt de ikke vil være sammen med os andre i EU. Den umiddelbare grund er mangel på kontrol med indvandring. Vi vil helt sikkert gerne besøge England igen.

Og så til dagens sejlads. Klokken 4 var nøje udvalgt i forhold til ruten og tidevand.

Vi endte også med at sejle 13 mil kortere i vandet end i forhold til kortet, så noget medstrøm havde vi. Desværre var det motorsejlads, men det var nok også bedst ovenpå gårsdagens stroppetur….

Undervejs blev der igen strikket – målestokken for rolig sejlads! (og faktisk blev trøjen færdig), og vi mødte igen delfiner i flere omgange. Vi har nu mindst 20 minutter med rystet video af diverse delfiner. De er jo ikke noget særsyn på disse kanter, men os der ikke ser dem til daglig bliver alligevel betaget af deres elegance og legesyge.

Kilmore Quay (sydøst Irland) blev målet, da vi enten skulle langt længere mod nord, eller også bøvle med besværlig tilgang til havne med bøjer.

På med det Irske gæsteflag (efter vi havde været i bådforretning). Mener vi allerede havde købt et, men kunne ikke finde det….

Der er lokal byfest. En miniudgave af Hjallerup Marked (alle nordenfjords danskere ved, hvad det er).

Hyggeligt, sommervejr og øl i solen.

Nu slapper vi den lige lidt med sejladsen og ser Sydirland lidt an.

 

Også delfiner i 2017

07/07/2017 Padstow -> Milford Haven

Vi har tidligere skrevet om åndsvage tidspunkter at stå op på. Og vi gør det igen. En meget høflig og venlig havnefoged, der lukkede klappen efter os i går, sagde her til morgen høfligt som vanligt ‘Good morning’ kl. 03:05…. Da var vi i gang med at gøre klar til at komme af sted, og havnefogeden var i gang med at gøre klar til at åbne lugen. Af sted i bælgmørke.

Ud af porten lige efter et uddybningsfartøj, der fyldte hele sejlrenden og sejlede MEGET langsomt. Nå, men lidt senere blev der plads til at overhale og vi kunne komme i gang med dagens 75 mil. Sejlplanlægningen har været en speciel udfordring denne dag, hvor vi skal sejle på tværs af strømmen, og sejle i så lang tid, at vi når at få den fra begge sider med varierende styrke.

For sejl i opgående sol

Ellers var det en laaang dag på kontoret. 1½ meter bølger igen, men halvvind, så vi huggede sjældent. Alligevel måtte vi begge have tyggegummi/pille for at holde kvalmen stangen. Som Mette udtrykker det: Det bedste ved denne dag var, at vi flyttede 75 mil.

Der var dog en fed oplevelse. 3. sommer i Tack – 3. sommer med delfiner!!!

2015: I Grækenland og Kroatien

2016: I Lillebælt

2017: I det Keltiske hav. Denne gang var det ikke kun et par stykker – snarere 10. En enkelt gang var 5 samtidigt over overfladen for at trække luft. Det fik vi ikke på video, men det blev til 10 minutter, hvor de var maks 20 meter fra båden hele tiden. Et par billeder:

Vi ligger for anker ved Dale Point ud for Milford Haven – måske gratis denne gang 🙂

Vi skal sove ‘længe’ i morgen. Vi skal først af sted kl. 04:00. Derfor i seng senest kl. 20 – der er noget søvn, der skal indhentes.

I øvrigt er fyret nået frem til reparatøren inkl. toiletruller osv. Fik fat i manden på telefon på vej ind i havnen, så forhåbentlig får vi det tilbage et sted i Irland.

Rundt om Land’s End

06/07/2017 Newlyn -> Padstow

Nu skulle vestpynten forceres. Det er samtidig starten på enden i England. Stævnen peger nu mod Irland, selv om der lige er et par stop undervejs.

Vi skal til Milford Haven mod nord, men har indlagt et stop i Padstow. Af sted ved 9-tiden. Kort efter afgang passerer vi Mouse Hole. En lille by med en havn, men den skal man ikke lade sig narre af. Den er helt tør ved lavvande…

På vej rundt om pynten fik vi besøg…

– det stakkels kræ havde valgt den forkerte båd. Jeg blev omgående meddelt, at jeg måtte vælge mellem Mette og fuglen – altså måtte duen videre. Det var ikke let. Den lettede og landede igen flere gange, og først da den fik et dask med bådshagen, kom vi af med den.

Rundt om hjørnet, og så var der igen engelsk tåge. Denne gang lå den helt i vandoverfladen. Heldigvis var vi hurtigt ude af den og havde en problemfri færd videre, lige indtil Mette råbte OH SHIT! Først fór mit blik op på sejlene – de var hele.

Så riggen, den stod også fint. Til sidst et blik ned på dørken – den var også tør, så ingen voldsom vandindtrængning. Endelig øjnene tilbage på Mette

Hun havde tabt 7 masker! Katastrofer måles forskelligt i denne verden!

Indsejlingen til Padstow er gennem smalt og lavt vand. Egentlig ville vi ligge for svaj udenfor havnen, men endte alligevel indenfor. Vi har endnu ikke ligget i en havn, hvor de lukker vandet inde. Uden klappen tømmes havnen helt for vand under lavvande. På et passende tidspunkt lukkes havnen af en klap, der dukker op af vandet

Og senere ses forskellen. Vandet i havnen til venstre og floden til højre.

Og derude sejlede vi for 3 timer siden

Hyggelig havn og hyggelig lille by

I morgen tager vi af sted kl 3!!!!

 

 

Land’s End

05/07/2017 Falmouth->Newlyn

Vækkeren ringede 06:30. Vi skulle skylles ud med tidevandet og videre mod Newlyn, der er sidste havn inden vi ‘drejer om hjørnet’. En morgen i solskin, helt stille vejr og idyl.

 

Mette glædede sig over nattens forløb. Vi var ikke strandet og båden flød stadig. For motor ned ad floden, og siden sejl, da vinden kom. Ankomst til Newlyn, hvor vi på sædvanlig vis må melde ankomst over radioen og får at vide hvor vi skal ligge. Flydebro i en større fiskerihavn, hvor kun de yderste 3 pontoner er reserveret til lystsejlere.

I øvrigt er der mad ved kajen – hummere i hyttefade.

Tæt på en kilometer til havnekontoret, og ingen imponerende faciliteter, men fin læ. Toilet og bad har vi jo også selv. Vi havde brug for et postkontor, så fyret kunne blive afsendt, og en fødevareforretning. Når man endelig var kommet til havnekontoret var afstanden til gengæld lille – omkring 50 meter til begge. Vi havde jo ikke emballage til at afsende fyret i. Postkontoret havde ikke kasser, der var store nok. Over i dagligvarebutikken, hvor jeg scorede 2 tomme ølpapkasser. Tilbage til postkontoret, hvor de havde bobleplastic, men i små dyre ruller. Til gengæld solgte de også toiletpapir på postkontoret !?!?. Så fyret røg af sted i 2 ølkasser sammen med 18 ruller toiletpapir. Spændende om vi ser det igen.

Man ved man er kommet til Land’s End, når man slår WIFI til på sin telefon og finder…. ABSOLUT INTET.

Vi gik en tur op ad hovedgaden i Newlyn. Og OP er ikke overdrevet – se hældningen på skiltet. Alt for stejlt til denne varme!

Efterfølgende holdt vi os i nærheden af vandet

Efter denne stroppetur, var det tid til en fyraftensbajer på den lokale pub. Indtaget ved bord-bænkesæt samme med alle englænderne, der lige skulle skylle dagens arbejde ned.

For anker ved flodbredden

04/05/2017 Salcombe->Falmouth

Vi forlod vores bøje i Salcombe fra morgenstunden før 8. Falmouth var målet, og vejret var til motorsejlads. Vi startede med typist engelsk tørvejr, dvs. man kan stå stille og forholde sig rimeligt tør, men tågepartiklerne er så store, at så snart man bevæger sig, bliver man drivvåd. Altså på med alt udstyret og ud på vandet.

Heldigvis havde solen mere magt til at skabe hul i tågen ude på søen. Vi lå i store dele af dagen i solskin og varmt vejr, mens vi kunne se at de på land havde ‘tåge-hatten’ på. Turen gik gennem endnu et militært skydeområde – dem har de godt nok mange af, men man må gerne sejle igennem – dvs. militæret har ikke retten til at sænke små fredelige lystsejlere. Men i dag blev der hele tiden kommanderet rundt med lystbådene, så kanonerne kunne få en fri bane uden at skyde huller i sejl og skrog. Der var 3 krigsskibe og for en gangs skyld havde de AIS slået til. Normalt forholder militæret (og fiskekuttere!) sig ret anonyme på AIS’en – begge parter foretrækker åbenbart at være usete. Hvis de skal skydetræne, kunne de passende fjerne denne knold, der dukker op midt i 60 meter vand, langt pokker fra land – og i øvrigt inden for skudvidde.

Ved indsejlingen til Falmouth var det tid at finde en havneplads. Det er en udfordring, og det meste foregår også her på bøjer. 2 pund pr. meter for at ligge ude midt i havnebassinet. Vi tog chancen længere op ad floden for at finde en ankringsplads. Og hvilket slaraffenland! Vildt smukt og masser af små læsteder. Vi valgte et sving, med en lille forgrening på floden, som tørrer ud under ebbe.

Ned med ankeret efter først at have kigget på dybdemåler, forløbet i tidevand osv. 200 meter længere nede lagde en engelsk båd sig for anker på en langt mindre attraktiv plads (troede vi…) Vi sad i cockpittet og nød solen over en øl ovenpå godt 50 mils sejlads, da en havnefoged kom futtende i sin motorjolle. Han sejlede lige forbi englænderen og direkte mod os. 6 pund for at ligge på eget anker i dette område. Hvis vi havde valgt at ligge på broen ude midt i vandet uden faciliteter overhovedet, havde det kostet 15 pund. Englænderen kendte områdegrænserne – han lå 10 meter på den anden side af denne grænse, hvor det var gratis….

Men idyllen skulle nu ikke ødelægges af dette. Helt stille. Solen ind i cockpittet, Vindstille, fuglesang, fiskehejren på bredden, og bredden var kun 1½ bådlængde væk.

Vores fyr har ophørt sit virke. Ikke noget problem lige nu, hvor varmen er problemet. Men når vi er 4 i båden senere på turen i Scotland, og måske får 3 dages regn og kulde, så vil det være rart at kunne dreje på knappen og få båden tørret ud. Derfor blev der tilbragt 2 timer nede i kistebænken med at afmontere fyret, for at det i morgen kan sendes til en gut, vi har fundet på nettet. Han har givet et tilbud på at skifte blæseren, der forventes at være synderen.

Endnu en flodby

03/07/2017 Dartmouth -> Salcombe

Efter den sidste gode erfaring med flodbyen Dartmouth, skulle der prøves en ny flodby. Mette var mest stemt for en kort sejlads, da der stadig er lidt problemer med vind/bølger, så Salcombe er et naturligt valg. 17 mil. Og der er stadig 1½ meter bølger der ude, og vinden er stadig ret imod… Afgang kl. 08:00, så vi kunne udnytte det sidste af medstrømmen. Typisk gråt engelsk vejr, som også var forvarslet hele dagen. Det skulle heldigvis vise sig meteorologerne var for pessimistiske.

Salcombe er mere landlig end Dartmouth, smuk natur og ingen havn med direkte landgang. Alle ligger på bøjer, og alle er temmelig mange – flere hundrede. Desuden er der relativt meget vandareal lige omkring byen, og her prioriteres kapsejlads højt. Joller fløj ud og ind imellem de ankrede både. Det var som at sidde midt på motorvejen. Ind imellem var der kun en meter mellem os og en jolle for spiler, der sejlede mindst 10 knob. Men generelt havde de godt styr på det og vi bemærkede ingen påsejlinger. Vi nød den sene morgenmad med masser af underholdning. I hver start deltog 60 både, og vi overværede mindst 3. Havneindløbet lukkes i et kvarter ved hver start.

Alt er muligt! de fleste havde masten opad og fangede vinden med spileren, men mindst 1 vendte masten lodret ned og fangede strømmen med spileren…

De fleste har forsejlet rullet ind og flyvesejlene under dæk når de ligger for bøje, men andre prøver lige med flyvesejl mens de stadig ligger forankret

Svært at løsrive sig fra underholdningen, men byen måtte inspiceres. Enten var det puste gummibåd op eller også… Opkald på kanal 12 til Salcombe havnetaxi. Det blev det sidste. 1½ pund pr. næse og ingen pusteri.

Byen kan ikke hamle op med Dartmouth, men denne smukke udsigt, og på 3. billede  med Tack midt i billedet, er det svært at klage over.

Oplevelsen er i øvrigt, at Sydengland er smukkere vest for Isle of Wight. Østpå ligger alle havne i niveau med kysten direkte på stranden, mens de mange flodmundinger i vest er udnyttet til smukke naturhavne.

Vandet er koldt, men ikke koldt nok til at gå på (15,2 grader). Derfor blev det taxi tilbage igen efter at have indtaget en pizza.

 

 

Smukke, smukke Dartsmouth

02/07/2017 Dartsmouth

Dartsmouth ligger ved mundingen af Dart floden, som strækker sig langt op i landet. Vi havde hørt fra andre sejlere vi havde mødt, at her skulle være dejligt. Men da vi fik øjne hen ad formiddagen viste det sig, at Dartsmouth er et fantastisk smukt sted – og så denne søndag i fuldt solskin 🙂 Hvis man skulle blive rigtig sur på EU er dette et godt bud på ny bopæl, hvis de da vil lade gamle EU-borgere immigrere.

Inden vi kunne iklæde os søndagstøjet og udforske dette nye sted, skulle der et bad til. Fuld vandtank, strøm på boileren, men intet vand ud af hanerne! Handy-Jan måtte i gang igen… Det viste sig at slangen fra vandtanken var hoppet af = masser af vand, hvor der helst skal være tørt! Nå, det blev selvfølgelig fikset og det gode liv kunne fortsætte.

Havnen ligger på østsiden af floden i byen Kingswear, Dartsmouth by ligger på vestsiden. Der er derfor etableret små færgeforbindelser mellem de to sider – både for biler og gående.

Byen summede af liv denne herlige søndag og der var travlt på de mange caféer og pub’er langs havnepromenaden. Vi spadserede op til Dartsmouth Castle og nød de mange udsigtspunkter på vejen.

Faunaen indeholder også planter vi ikke normalt har til at gro i vores haver i DK

Og her gror husfred faktisk helt naturligt på husene, hvis man ellers lader den være i fred…

På vejen tilbage blev det til et stop hos Edwards Fudge Kitchen, hvor der røg lidt frisklavet fudge i indkøbsposen (og i maven). Mums!

Og kaffe skulle vi også have

Til ære for turister, kører et gammelt tog med kulfyret lokomotiv mellem Kingswear og Paignton længere oppe ad floden. Men det er også muligt at gå på en smal sti langs med sporet, den tog vi. Man kan endda krydse sporet visse steder – de er ikke så pivede, de englændere!

– men for at helgardere, bliver alle der kan læse advaret om, at man ikke skal passere togsporet mens der kører tog mod én

Som alternativ til etablerede moler med adgang til land, ligger der her rigtig mange både mellem bøjer – spændt ud i stævn og hæk

Det gav noget diskussion omkring besværet med at skulle have en gummibåd med i bilen, eller have en jolle placeret på bredden – lige indtil vi mødte dette arrangement. Her stiller man sin gummibåd inden man tager hjem 🙂

 

Stroppetur til Dartmouth

01/07/2017 Weymouth -> Dartmouth

Som beskrevet i går, kom vi ikke af sted fra Weymouth i går nat. Vinden var kraftigere end prognosen lovede, og så var prognosen i øvrigt blevet opjusteret. Det er den ene del. Den mindst ligeså vigtige er, at bølgeprognoserne ikke tager højde for problemet med vind mod strøm. Bølgerne bliver krappere, højere og kortere, hvilket gør man banker helt uudholdeligt i søen. Beslutningen blev derfor at gå i seng igen kl. 03:30. Synd for naboen, der lå udenpå. Han var også oppe, fordi vi havde forvarslet vores afgang.

Så det blev endnu en dag i det dejlige Weymouth. Vi har i nattens løb være udsat for et angreb fra luften, der ville være en af de gamle styrtbombere fra 2. verdenskrig værdig. En måge have overskidt vores dæk og samtidig havde ladet bomberegnen passere en af dækslugerne, der var åbnet maks. 15 grader (så det ikke regner ind). Det betød at noget af lasten landede i hynderne i salonen. Møgdyr!!!

Den ekstra tid blev brugt til at spadserede op til det gamle Nothe Fort, der nu er blevet til museum. Hvilken herlig overraskelse. Byen har været en vigtig del af bataljer med franskmænd og tyskere gennem tiden. Den var en vigtig del af D-dag, hvor rigtig mange af de amerikanske tropper blev afskibet herfra. Museet drives af frivillige, og det var ikke så lidt bedre end det vi så i Calais!.

Hvor blev den skide måge nu af?

Weymouths historie fra tilbage i 1600 tallet, 1. verdenskrig og 2. verdenskrig i illustrationer og tal. Vi må sikre os, der ikke kommer en 3.!

15:30 var næste mulige afgang i forhold til tidevand. Her er det ikke kun behageligt og smart at gå rigtigt i forhold til at have medstrøm. Der er også så kraftig strøm omkring Portland, at vandet på nogle tidspunkter er næsten umuligt at sejle i. Af sted vi gik med forventning om motorsejlads hele vejen i modvind. Det blev det også… Mere vind og mere bølge end forventet, men vi kom trætte frem til Dartmouth og fandt ind til Darthaven Marina i buldermørke kl. 00:30.

Her er plotter igen godt. Der er klippeformationer i indsejlingen, og de er ikke belyst af lysbøjer. Svær navigation fra papirkort, hvor man så bliver nød til at holde god afstand til alt. Kald til havnen. Vi tror nok vi vækkede havnevagten, da vi kaldte på VHF’en, selv om hun benægtede at hun sov…. Anvisning af plads A17!?!? I mørket er alle pladser sorte. Heldigvis viste den kvindelige havnevagt sig at være serviceminded, og kom ned og viste os hvor vi skulle ligge.

Ost og rødvin til ‘aftensmad’, og i seng kl 01:30.

Portland på cykel

30/6/2017 Overligger i Weymouth

I dag skulle nærområdet i Weymouth udforskes. Det er lidt tid siden vi har været på cyklerne, så en tur til øen Portland var en passende tur. Det er lidt anderledes her i England. I Holland forsvarer man landet med diger – her stikker en lille ø 150 meter op af vandet, så der er ikke fare for den forsvinder uanset hvor meget is der smelter ved polerne. Stigningen til ca. 130 meter kommer umiddelbart efter man har krydset dæmningen, så tungerne slæbte hen af asfalten. Desuden er dette ikke cykelland! Smalle veje, få cykelstier og en uvane med at køre i den forkerte side. Hver gang man skal krydse en vej har man det med at kigge til venstre først, men der sker aldrig noget derfra…

Vi besøgte stenbruddet, hvor der også var smuk udsigt over lagunen udenfor Weymouth.

Stenbruddet er fyldt med en masse kunst i sten, udført af kunstnere fra hele verden.

– og så er englænderne vant til højder. Ikke noget tøset afspærring selv om der er 100 meter ned 1/2 meter til højre..

Ruten kan dog blive for usikker, når stien skiller sig fra det landfaste.

For dem med hang til botanik, var der også nok at se på. Mange forskellige vilde planter i spraglede farver. Her er en nærsynet seksplettet køllesværmer også ude og botanisere.

Vores videre vej vestpå kan starte 2 gange i døgnet – 4 timer efter højvande. Når man passerer Portland kan der være op til 7 knobs strøm, hvilket kan skabe noget uroligt og uforudsigeligt vand. Det frarådes man på det kraftigste at eksperimentere med – det råd vil vi følge. Men medstrømsvognen starter enten 4:30 eller 17:05 fra sydspidsen af Portland, ca. 1½ time fra havnen. Enten f…. tidligt op eller meget sent fremme. Vi satsede på at gå på det tidlige tidspunkt (nu vi er inde i vanen), men vind og bølger ville det anderledes, så nu venter vi til i eftermiddag..

Ankomst til Weymouth

29/6/2017 Isle of Wight -> Weymouth

Endnu en gang tidligt op og af sted. Og endnu en gang motorsejlads i regnvejr. Det gik rigtig fint med at komme ud af Newtown River, nu med en del mere vand under kølen. Kurs mod det smalle løb Needles channel, hvor strømmen kan løbe med op til 4-5 knob. For motor 2000 RPM. 11,3 knob – velkørende motor!

 

Vi valgte at dreje til styrbord før Needles og tog den mere rolige og mindre befærdede North Channel. Ved St. Alban’s Head ramte vi et militært skydeområde. Skulle vi tage chancen (løbe risikoen!) og passere henover eller acceptere en omvej og sejle udenom? I følge Reeds anvendes området stort set hele året rundt og vi valgte derfor den konservative tilgang.

Nåede til Weymouth tidlig eftermiddag og fandt hurtigt en plads i yderhavnen. Tid til en lille morfar!

Vi landede med en del vådt sejlertøj og havde brug for noget varme til at få det tørret igen. Men ak og ve, oliefyret kørte kun et par minutter, hostede så sort og ildelugtende røg ud af udstødningsrøret og blæseren stoppede. Efter gentagende forsøg på at få det sparket i gang, måtte Jan i kistebænken og rode med rør og ledninger. Uden held – der arbejdes stadig på at finde en løsning.

Weymouth er et gammelt fiskerleje med en historie, der daterer sig tilbage til det 17. århundrede. Og her er MEGA hyggeligt.

Vi blev anbefalet at besøge pubben The Red Lion, som serverede bl.a. det lokale bryg Jurassic Ale. Smagte godt! Jan var stemt for fish’n chips, så vi blev hængende og indtog aftensmaden hos den røde løve.

Vi tager en overliggerdag i denne dejlige by.

Med kølen i en vandpyt

28/6/2017 Brighton -> Isle of Wight

Nå, så slap heldet med vejret op. Vores sejlads videre fra Brighton til Isle of Wight var både kold og våd….., og til sidst også ret så spændende! Motorsejlads i meget ringe vind. Vi har efterhånden fuldt styr på tidevandsplanlægning, så motorsejlads med 9-10 knob over grund er ikke usædvanligt. Til gengæld giver det ind imellem ubehagelige afgangstidspunkter

Vi har det nærmeste kliche-agtige engelske vejr: Grå tung tåge, som egentlig ikke er tåge, men en sky man sejler rundt i. Godt plotteren fungerer, for man kan ikke se bøjerne før man sejler ind i dem. Masser af trafik, så AIS’en gør også gavn. Og en masse snak på forskellige kanaler på VHF’en. Her kalder man op inden man går i havn. Og man rapporterer hellere en gang for meget end for lidt til Coastguard. Hvad er der galt med lidt stille og rolig anarkistisk sejlads? Rundt om Isle of Wight, hvor der kom en lille smule mere sigt

Vi ved det kun bliver en kort overnatning, og har endnu ikke ligget ude for svaj. Valget er faldet på en lille fjord med meget lidt vand. En lokal nabo på pladsen i Brighton har aldrig været der, og anbefalede absolut ikke at få derind – men han har også kun papirkort. Det gør det lidt svært at ramme hullerne perfekt.

Undervejs skabte valget af ankersted lidt diskussion om bord. Reeds (vores engelske bibel) havde ikke mange forventninger til vand i den fjord…

Indsejlingen foregik via 2 plottere. Bådens og Mette med Navionics på telefonen – hele tiden med 3 knobs modstrøm (= aftagende vanddybde) og placeringsjusteringer indenfor 10-20 meter. Ind kom vi, og vi fandt en af de 10 lovede hvide bøjer ved siden af en anden engelsk kølbåd. Check af dybdemåler – det ser OK ud. Fortøjning til bøjen, hjertet på plads igen og puste ud! Logbogen opdateres og her konstateres en pudsighed – vi sejler stadig 1,1 knob selv om vi er tæt på lavvande. Der løber en del vand ud endnu, men vi forblev flydende.

Ikke alle hvide bøjer er lige gode, se øverst til højre….

I øvrigt kunne vi lære noget om bøjer i DK. Den lille bold har en tynd line til selve fortøjningstovet. Man samler den lille op med bådshagen og lægger det splejsede øje fra fortøjningstovet på klampen. Intet, der kan skramle om natten!

Mulig inspektion af styrbords undervogn… Han var i øvrigt hurtig til at komme afsted derfra, da der kom vand igen!

Virkelig kort afstand mellem vand og land – ca. 30 meter.

Vores nabo førte Royal Navy flag. Det forpligter! Alle mand var på dæk og sang hymnen (ved ikke helt hvilken :-)) da flaget blev taget ned for natten.

I øvrigt en stille og rolig nat. Ingen store både kom forbi.

 

 

 

Overligger i Brighton

27/06/2017 Brighton

Inden beskrivelsen af i dag, skal en lille historie fra vores ankomst til denne havn lige med. Dette er en havn, hvor man over radioen melder sin ankomst, opgiver bådnavn og får anvist ved hvilken bro man skal ligge. Vi ankom lige nøjagtigt ved ebbe, og det er springtid nu, tidspunktet hvor forskellen mellem ebbe og flod er størst. Det er en havn, hvor der konstant er problemer med tilsanding i indsejlingen. Derfor anbefalede havnemyndighederne at man ventede til 2 timer efter ebbe med at gå ind. Det er l a n g tid, og de havde lige gravet, så jeg oplyste vi nok kun gav det en times tid. ‘It’s Your choice, sir.’ Høflige er de, men ansvar tager de ikke! Det gik fint, men der stod en del sø i indsejlingen, og det er ikke rart at stå på grund i sø. Det lyder som om båden bliver smadret i hver bølgedal.

Nå, men vi skulle i dag se Brighton. Al sightseeing er umulig på tom mave, så ned til den lokale og få en breakfast. Det er med æg, bacon, pølse, kartofler, brød og bønner. Nærmest hvad man i DK ville kalde en brunch. Godt med noget højkvalitet bacon fra DK.

En smuk og kendt badeby. Smukke gamle huse ned mod strandpromenaden, og desuden den naturlige forhindring omkring havnen: En kæmpe klint lige bag havnen, der skulle forceres inden vi kunne fortsætte mod byen. Det er den gullige ‘væg’ man kan se mellem husene.

  1. række til havet.

Hotel fra 1814

Og den gamle mole, Brighton Pier, hvor der nu er etableret tivoli, spillehal og diverse is-og snackboder. Strandens standard ligger i øvrigt langt fra de hvide danske strande. Her er det grus, hvilket sikkert er nødvendigt for at undgå skidtet bliver skyllet væk.

Et par af de mange hyggelige sidegader ned mod strandpromenaden.

Efter denne gåtur var der meldt om regnvejr fra kl. 15. Det holdt, så der blev tid til småsysler i båden. Mette har f.eks. fået taklet et par fortøjninger og vi fik (forhåbentlig) fikset vores Code 0 sejl, som var blevet rullet skævt op sidst den var ude og flyve.

Vi har IKKE været plaget af regnvejr indtil nu. Vi havde kraftig forbigående regn da vi var blæst inde på Norderney, Tyskland, men siden har det været tørt. I morgen er planen at nå Isle of Wight – vi får se 🙂