Mandraki-bugten på Hydra 19-20 juli

Mandag 19/7

Stille og rolig morgen. Vejrudsigten lovede ret frisk vejr, så vi dampede afsted fra Poros kl 9 og havde udset os Mandraki bugten på øen Hydra, da der ville være læ for den varslede sydlige hårde vind. 

På vej sydover

Nåede Mandraki ved 12 tiden og der lå lige midt i bugten en anden dansk Bavaria – Confidence. Cirklede noget rundt inden vi fik kastet ankeret og fik ordentlig bid på de 10-15 meter. Fik noget mad og en badetur. Drøftede lidt om vi skulle tage gummibåden ind og gå en tur til Hydra by, men snart kom flere både ind og stoledansen begyndte. Fin underholdning i flere timer hvor ankre gik i og hevet op, gik i og hevet op. Men snart begyndte både at smide anker ude i midten af bugten for derefter at sejle eller svømme ind med lange liner til land. Flere lagde anker over vores kæde og til sidst måtte vi også hive op og forsøge samme øvelse. Frem med en 100 meter rulle med tovværk som aldrig havde været i brug, Jan i gummibåden (UDEN motor) og forsøge at sejle tovet ind. Imens forsøgte Mette at holde båden på ret køl og samtidig fire tovet til Jan. Jan nåede i land og fik fastgjort tovet. I mellemtiden kom parret fra Confidence i gummibåden og manden spurgte høfligt om der var styr på det! Naahh, ikke rigtigt. Han hjalp med at få bakket rundt og tottet tovværket op. Ankeret holdt heldigvis og vi fik lagt fornuftigt ind på linje med de mange andre både – side-by-side. Efterfølgende fik vi skåret tovværket op i 2×50 meter og lagt endnu en snor i land. Styr på det!!

Så ligger vi der!

Og så var det tid til kold rosé. Halvanden liter forsvandt hurtigt, nerverne blev dulmet (men vinden tog også et par glas 🥴).

Den fredelige ankerplads er blevet et farvestrålende cirkus. Maria’s orangefarvede water taxi samler passagerer op ‘lige ved døren’

Flere både kom ind – med diverse problemer! En båd med en erfaren skipper men helt grønne unge gaster ville ind på vores bagbordsside, men vinden drev dem over i os og Jan fik på sin sædvanlige håndfaste måde dirigeret fendere på begge både i position. Med dem på plads og de fleste andre bådes besætninger på taverna, blev der ro på. Skipper kokkererede med hvad der nu var i køleskabet, og efter en aftensvømmetur var det godnat. Snart efter begyndte vandtaxierne fra Hydra by at drøne ind mellem bådene og sætte folk af. Ansats til fest på den store catamaran, men der blev hurtigt ro igen. Rolig nat. 

Tirsdag 20/7:

Efter morgensvømmeturen gik vi de 1 1/2 km over til Hydra by, som er næsten diesel og benzinfri. I stedet slider æsler stadig med at flytte alt fra madvarer til byggematerialer og kufferter for turisterne.

Når mennesket tager på tur køber det båd eller campingvogn. Æsler nøjes med nogle brædder og et par bjælker…

Travl havn med både store og lidt mindre lystbåde, færger, vandtaxier og en flåde af lokale fiskerbåde. Smuk by med forsvarsværk, museum og kloster. Leonard Cohen har et hus i byen, men det opsøgte vi ikke. Gik lidt rundt i de smalle gader/gyder. Mange hoteller/ pensionater, fin vedligeholdsstandard. 

Fandt en cafe og spiste morgenmad, handlede lidt madvarer og traskede tilbage ved middagstid.

Et kig tilbage over Hydra by på vej hjem

på vej tilbage fik vi et smukt billede over ankrings-bugten. Vi ligger på den modsatte side
Grækerne forsømmer ingen lejlighed til at bygge en kirke. Her i bunden af vores ankrings-bugt.

Slap hurtigt fortøjningerne og afsted videre sydpå – sejlene blev sat ( med meget møje og besvær, twist i storsejlet ved indrulning). Rigtig god vind, 6-7 knob, skønt at sejle rigtigt (og miljøvenligt)