100 mil til Brighton

26/06/2017 Dunkerque -> Brighton, UK

Endelig lagde vinden sig, og i tilgift gik den i nord. Afgang fra pladsen kl. 06:00. Dunkerque har også tung industri

Med strøm, vind osv, havde vi beregnet at kompaskurs 290 i ca. 5,5 timer skulle bringe os over den Engelske Kanal til Dover.

Og sådan gik det lige nøjagtig. Vi måtte dog bruge motor over sejlruten, da vinden flovede, men udregningen var perfekt.

Tricoloren udskiftes med Union Jack

Nu har vi jo ligget stille nogle dage, og der var dejligt på vandet, så vi blev enige om at droppe Dover og fortsætte videre vestpå.

Den Engelske kyst viste sig fra sin smukkeste side. Grønt vand, blå himmel og hvide klinter næsten hele vejen.

1. by i England vi bare SKULLE besøge var Brighton, og vi endte med at fortsætte helt hertil. Ca. 100 mil. Solskin, sejl det meste af vejen, men også motor når vinden blev for svag. Der blev indhentet nogle forsømte mil. Varm aftensmad under sejl – perfekt! Nåede lige i havn inden solen helt forsvandt.