Råå – Frederiksværk

2-8-2018

Op og af sted fra morgenstunden. Sejl pakket ud i absolut nulvind. Det affødte et par muntre kommentarer fra nabonåden – en Nauticat. En Nauticat har godt nok sejl, men det er normalt ikke dem, der slides mest på. Der skal meget vind til at flytte sådan en. De mente ikke sejl ville blive relevante i dag, men vejrudsigten lovede lidt vind fra Gilleleje.

Kronborg om bagbord. Normalt betyder et hjemad for os.

Fladt vand. Ingen vind, men før Hornbæk kom der krusninger på vandet og fra lige efter Hornbæk gik vi for sejl. Ikke mere end 4-5 knob, men på helt fladt vand. Turen gav lidt sjov med en svensk båd, der også gik for sejl. Vi hentede den langsomt, og kom på siden af den, hvor vi lå side om side et par timer. De valgte en strategi med at slå hver gang vinden skraldede, mens vi pinte den på 25 grader i korte perioder, og gik 30-31 grader i meget lange perioder. De var lidt kortere end os, men havde en stor genua, der gav mere fremdrift end vores fok. Omkring Rågeleje øgede vinden en smule, og svensken blev mindre og mindre agterude 🙂

Midt i dette drama bevarede skipperinden den stoiske ro. Skide være om svensken skulle overhale os – bare der er styr på maskerne…

Ved Hundested var det blevet rigtigt sejlvejr, og hastigheden lå nu konstant over 7 knob. Tilbage i Frederiksværk var vores plads optaget, men der var masser af andre ledige pladser.

Vi har åbenbart også mink i Frederiksværk Havn. Skidt for fuglene, men måske godt mod rotter. Men en invasiv art er det.

Malmö – Råå

1-8-2018

En varm sommer kan altid blive lidt varmere! Opholdet i Malmø var varmt og temperaturen inden vi tørnede ind 23:12:

Ikke en vind rørte sig, og luftfugtigheden var høj udenfor. Midt på natten vågnede jeg helt desperat efter afkøling. Da vi sejlede rundt i Middelhavet, købte vi et par 12V blæsere. På jagt, men de blev ikke lokaliseret. Til gengæld startede jeg fyret – kun på blæserfunktion og det hjalp lidt. Alligevel var temperaturen høj til morgen:

Det affødte så regnbyge 2 på den månedlange tur, så vi kom lidt sent af sted mod Råå:

En kedelig sejlads, hvoraf det meste foregik for motor med vinden mest ret imod og op til 1,5 knob modstrøm.

Råå ligger i den sydlige ende af Helsingborg, og er en af Øresunds største havne med 1100 både. Heraf følger lange broer…

Besøg i den lokale udstyrsbutik, og senere ud at spise på den lokale restaurant på havnen. I morgen går det hjemad.

 

Skillinge – Malmø

30-7-2018

Vækket kl. 7 af en række arbejdere, der skulle reparere den mole vi lå på. Dykker i vandet til at inspicere/reparere. Vi gjorde os hurtigt klar. Ingen vind, så de første par timer ville blive for motor. I den slags situationer er der ingen grund til at spise, drikke kaffe og alt det før afgang. Det bliver der masser af tid til undervejs.

Vi rundede SØ-pynten af Sverige, og fik en smule vind til hjælp. Motoromdrejningerne blev sat ned, da sejlene nu også trak lidt. Lidt efter fik vi sat Code’n. Motor slukket og mellem 4 og 6 knob på svage vinde.

10-1 til Bornholmerfærgen 40 knob til motorfætteren og 4 til os…

Undervejs kom der lige et par dryp. De små prikker måtte foreviges.

Mettes prik er større. Hun gik i bad med en bi på Christiansø. Det kunne de ikke enes om. Bien måtte lade livet, men den fik dog lige markeret, at man skal holde sig fra dem.

Vi måtte igennem Falsterbo-kanalen igen. Ankomst omkring 17, hvor de selvfølgelig ikke åbner. Altså skulle vi vente en time og tillægning ved et af de store beton-pullerter skulle gennemføres. Der står 3 på række. Første og sidste var optaget, så den midterste skulle være vores. Der er imidlertid kun en kæmpe krog på toppen. Det var Mettes ansvar at kravle op og fikse det. Da de 2 på pullert 3 hørte dette, blev vi omgående inviteret til at ligge udenpå dem. Dansker og nordmand. Flinke sejlerkollegaer.

Falsterbobroen efter kl. 18 åbningen.

For sejl i svag vind mod Malmø.

Solnedgang fra Lagunen havn

Blik mod Turning Torso

Og en lille familie på aftentur i havnen

 

Gudhjem – Skillinge

29-7-2018

Vi kiggede vindprognoser, og besluttede at gå fra Gudhjem ved 12-tiden. Fra ved 13-tiden skulle vinden dreje i sydvest. Det burde give mulighed for at ramme f.eks. Kåseberga på sydvestpynten af Sverige. Ved 11-tiden fik vi lige et kort besøg af Nadja, Kim og deres børn. De er også på Bornholm. Ca kl. 12 afgang fra Gudhjem

På vej op ad Bornholms østkyst, blev vindprognoserne checket endnu engang. Du var de ændret 20 grader, så Kåseberga er ikke længere sandsynlig. Pynten passeret. Tack lagt på højeste mulige kurs mod vinden, 1. reb sat. Vind på 8+ m/s. Og vi kunne ikke engang holde Skillinge op i starten. Turen endte dog i Skillinge da vinden drejede lidt mod syd inde under kysten. Ren overnatning – Skillinge besøgte vi også på turen op.

 

Christiansø – Gudhjem

28-7-2018

Vi er blevet kontaktet af Gitte og Eivind fra Gi’vind. De har også en Dehler 41DS og er særdeles aktive i vores klub for denne dejlige bådtype. De er på ferie på Bornholm, og vi blev enige om at mødes i Gudhjem. Det blev derfor en kort sejlads fra Christiansø til Gudhjem. I øvrigt er de østlige havne på Bornholm ikke særligt behagelige i østlige vinde. Derfor kan man også lukke dem af med en sluseport, når dønningerne bliver for slemme. Aftenen før var Gudhjem lukket af, men dog ikke i dag. Men man ruller og hugger i havnen. Oveni dette er det udlagt ankertrosser – normalt et udmærket system, hvor man samler tovværket op ved kajkanten og løfter det langs båden ned til hækken, hvor man strammer op og fæstner det til hækklampen. Problemet med vores hækfortøjning var, at den viste sig at være kæde hele vejen og så i øvrigt for kort til vores båd. Det tog over ½ time at få fortøjret fornuftigt med forbindelse til nabobåden.

Senere ankom Gitte og Eivind og vi fik sludret og aftalt aftensmad sammen. Men inden da var det vist tid til at nyde ‘solen over Gudhjem’ på røgeriet.

Udsigten fra båden til 2 af de vigtige skibe for Christiansø. Postbåden Peter, der bringer alle varer til og fra øen, og Ertholm, der bringer en masse turister til øen.

 

Utklippan – Christiansø

27-7-2018

Vejrudsigten var perfekt. 8 m/s agten tværs mod Christiansø. Vi har været på dette dejlige sted et par gange, men aldrig i egen båd. Nu var chancen der. Vi havde i løbet af aftenen fået et ordentlig skrummel af en finsk båd udenpå, men de var adviseret, så 06:30 var de på dæk, og vi kunne slippe ud. Fin sejlads, anduvning omkring 12:30. Christiansø er et meget besøgt sted i godt vejr. Normalt mange både, og det kræver lidt koordinering, som havnemesteren tager sig af. Vi kom midlertidig til at ligge 4. båd udenpå 3 andre indtil postbåden havde været der.

Efter postbåden var afsejlet omkring 15:30, kunne vi komme til at ligge udenpå som nummer 2.

Til grillaften med de lokale. 1. gang ude at spise har Mette kommenteret… Der falder fred over stedet, når den sidste turistbåd har hentet de sidste dagsturister.

Christiansø kvindefodboldhold havde i øvrigt fået nyt spillertøj. Det gamle blev bortauktioneret. Gæstgiveriet havde vundet auktionen og servitricerne var i fodboldtøj – begrænset klædeligt…

Og derefter en tur rundt på øerne i den nu mere behagelige temperatur.

Det lokale stadion, hvor kvinderne kan træne deres fodboldfærdigheder.

Mette på Danmarks østligste punkt – bortset fra skæret i baggrunden

Christiansø er jo gammel militærforlægning. Mure hele vejen rundt og kanoner i massevis

De gamle indkvarteringsbygninger

Den lokale svømmehal. Der var vi flere gange. Fantastisk vand, vippe og solskin.

Et kig fra Frederiksø mod Christiansø i aftensolen.

 

 

 

Bergkvara – Utklippan

26-7-2018

Så er vi på rimelig sikkert internet igen…

Afgang fra Bergkvara på fladt vandt. Dagens mål er Utklippan, som vi er sejlet forbi nogle gange og længe haft som et ønske at besøge.

Det kan inspirere til sælsomme aktiviteter…

Det med bådvask har været strengt forbudt i havnene vi har været i på det seneste. Især ude på øerne er vandbeholdningerne presset.Vi havde Utklippan som mål. Utklippan består af 2 øer uden faste beboere. De ligger ca 15 km syd for Karlskrona. Førhen administreredes øerne af Krysserklubben, men nu har en privatperson lejet arealet, og scorer selv havneafgiften. 5 måneder på Utklippan som havnefoged og 7 måneder på Mallorca. Fin retrætepost.

Der kommer en båd fra fastlandet 3 gange om ugen, og man kan leje simple værelser, hvis man vil holde en miniferie ude midt i vandet. Vand medbringer man selv. El kan fås. Vi fik også en kop kaffe med et stykke bradepande kage til. En kvinde har slået sig ned i sommerperioden, og ernærer sig ved at servicere sejlere med simple fornødenheder.

Øerne har åbenbart været en del af forsvaret af Karlskrona.

Der er et rigt dyreliv i vandet. Sæler og…

Men den øde placering til trods, kan man godt opføre sig civiliseret.

 

 

Ryggås – Bergkvara

25-7-2018

På vej sydpå. Det bliver en dag for motor. Svag vind ret fra syd, og også lige noget arbejde, der skal fikses. Vi har på denne ferie brugt motor mere end vi normalt gør. Højtryk skaber stille vejr, måske med lokale landtræk i varmen. Nå, men efter nogle timer passerede vi Kalmar. Der har de en diesel-station, der næsten er som at køre omkring en motorvejstank. Lille smut ind i havnen, tanke og ud igen.

På vejen passerede vi dette sælsomme flyvesejl, som jeg ikke har set før:

Ved ikke lige hvad den blå underlæbe er til for…

Målet for dagens sejlads er Bergkvara. En ret åben ankerplads, hvor der dog burde være bølgelæ. Meget snirklet indsejling mellem sten og rev, men stoler man på plotterkortet, kan en 5-årig sejle ind. Så langt ind som muligt og i læ af vores egen lille øde ø – her i en lille fotoserie som natten faldt på:

Det med lidt vind om natten kan ikke overvurderes. Det tager den værste varme i båden, og sikrer at den rige insektflora ikke tager overhånd om bord.

Se tilsvarende solnedgange:

Vi fik i øvrigt besøg af en lokal ‘havnefoged’. En dansker, der siden 1980 har været bosat i området og har sommerhus lige ud til dette vand. Det er kun den anden danske båd han har set ankre her i alle de år, så han ville lige ud og hilse på.

Oskarshamn – Ryggås

24-7-2018.

Vi skulle lige omkring supermarkedet. Og så var det naturligt at besøge det lokale museum. Kunstneren i Oskarshamn for ca. 100 år siden var Axel Petterson, også kaldet ‘Döderhultarn’ efter den egn han voksede op på. Et vanskeligt barn, der ligesom Emil fra Lønneberg, skar træfigurer.

Vi kom lige 5 minutter inden åbningstid, og kunne glæde os over det eneste grønne græs i miles omkreds (plactic forstås)

Axel Petterson i elletræ: figurerne er typisk 25-30 cm høje og skildrer det simple liv på landet i starten af 1900-tallet

Begravelsen

Skak med bittesmå drejede brikker Hos fotografen Bryllup Bondebal Session

I dag kendes Oskarshamn nok mere på det nærtliggende A-kraftværk (Simpevarp).

Således kulturelt beriget, gik turen sydpå.

Vel fremme i Ryggås på en ankerplads, kunne man få dagens G&T – helt økologisk. Isterningerne produceret via solen fra panelet i baggrunden 🙂

Mad og vin, og så er der kun tilbage at nyde udsigten, når myggene ikke er for nærgående.

Västervik (St. Vistingsö) – Oskarshamn

23-07-2018

Vi har besluttet at starte turen sydover. Der er ca 330 sm hjem, og der er masser af muligheder for at se nyt på vejen, hvis vi får god tid. Morgenbilledet er af lidt teknisk karakter. Vi er nu på 8. dag uden landstrøm. Vi har selvfølgelig også sejlet noget for motor, men største strømkilde er et brugt og lidt klodset 100w solpanel, som jeg købte af Ulrik på vores hjemmebro. Denne sommer kommer solpaneler virkelig til sin ret. Største strømsluger om bord er instrumenter og især køleskabet. På dette morgenbillede ligger spændingen på 13,1. Køleskabet kører med kompressoren, og alligevel lader vi med 2A. I sol er det fantastisk, men i normalsommer var den ikke gået… Jeg betalte 600 for panelet, og det er tjent ind igen. Forstår ikke rigtig de svenske havnes prispolitik. Vi har været oppe på at skulle betale 55 SEK for at putte ledningen i. I Svanemøllen, København betaler man efter forbrug. Efter 60 mil for sejl, gæster om aftenen og bad om morgenen, betalte vi 10 kr. for 4 kW. Den svenske prispolitik medfører at maks 20% køber strøm i de dyre havne.

En blandet sejldag med blanding af motor og sejl på kryds ud gennem Skærgården til Oskarshamn. Oskarshamn har i øvrigt strøm inkluderet i havneafgiften, så her var der kamp om strømstikkene. Bekræfter blot ovenstående betragtninger.

Västervik (Vistingsö) – Västervik (St. Vistingsö)

22-7-2018

En afslappende morgen for svaj. Først en svømmetur, derefter serverede Skipperkonen pandekager til morgenmad 🙂

2 mål for dagen. Gummibådssejlads og klippetillægning. Først en lille ekskursion i gummibåden for motor. Den har vi ikke slidt meget på, så vi måtte ud og kigge på lokalområdet. I nabovigen gik et par store både – det så oplagt ud for vores debut med Tack på klippe. En sejlads på ½ sm…

Det med klippetillægning er ret banalt, når man har indøvet alle rutinerne. Vi har ligget en del på klipper med Noatun, men aldrig med Tack. I går monterede jeg ankerrulle – 50 meter gjord på rulle, så vi ikke skal tænke på, om skidtet går i kink 5 meter fra klippen. Vi har ikke det optimale hækanker, et Fortress uden kæde, så man skal nok være lidt forsigtig med at trække i det fra starten. Til gengæld har vi anskaffet 2×10 kg bly, der kan fires ned langs ankerlinen for at skabe samme effekt som kæde. På den måde håndteres et letvægtsanker uden en masse kilo kæde under til- og fralægning og tilføjer så vægten senere.

Stille vejr, alt forløb planmæssigt. Hooked.

På ø-vandring. Øen er ca. 200×500 meter, så vi taler om en overskuelig vandretur.

På turen mødte vi dette. Svensker, der har fået kötbullar eller elg? Det sidste er nok svaret. De kan jo svømme de bæster, og der var rigtig meget lav på øen. I forsommeren har vi haft en elg rendende rundt i en lokal rundkørsel mellem Hillerød og Helsinge. Ingen meldinger om, hvilken afkørsel den valgte…

Som det ses nedenunder, masser af mosser at æde for en elg, men tørt som også en del af fyrretræerne.

Nedenstående er en dokumentation af, at samme opvækstbetingelser ikke altid giver samme resultat!

Men den udgåede fyr er ikke alene.

Billeder fra landsiden.

En aftensvømmetur og derefter laks med Hollandaise. 🙂

 

 

Visby – Västervik

21-07-2018

Det var Gotland for denne gang. Vi har talt med andre sejlere, der har været her flere gange. De siger at en stor del af østkysten er badestrande uden så meget andet at se. Enhver havn er ny, og i princippet værd at se, men selv om vi sejler resten af vores liv, når vi alligevel ikke gennem denne verdens havne og ankerpladser. Vi valgte at rykke mod vest til fastlandet. Her er der et slaraffenland af ankerpladser, og vi bliver mindre vejrafhængige.

Vi er tilbage på Vesselfinder med position. Vores position sendes fra vores båd til alle, der er indenfor VHF rækkevidde. Nogle foretagsomme har så lavet landbaserede lyttestationer, så vi alle på internettet kan se, hvor alle skibe befinder sig. De landbaserede modtagestationer  dækker dog ikke 100 %. Og der er åbenbart ingen lyttestation på Gotland – Derfor kunne man ikke følge vores bevægelser derovre. Vi oplevede det samme i Scotland.

Vi kom afsted før 8 i dag, vækket af naboen, som også gik tidligt. Først på bidevind i gammel sø (skipper måtte på piller!), så lidt for motor mens vinden drejede fra NØ til syd. Til slut perfekt sejlvejr til dagens ankerplads ved Västervik efter endnu en lang og varm sejldag.

Det er efterhånden blevet kutyme at fikse en G&T ved ankomst i stedet for den klassiske anduvningsøl…

Nye isterninger sættes over til i morgen, når bakken tømmes til dagens drink 🙂

Badning og cockpithygge.

Lickershamn – Visby – Gotland

20-7-2017

Vi er nu tilbage i civilisationen. Lickershamn var bestemt ikke godt forsynet med 3-dækning. Ankomst til Visby. Bad undervejs, så vi hurtigst muligt kunne komme på sightseeing. Havnekontoret udlejer biler efter et koncept lignende ‘lej et lig’. Lig er nok overdrevet, men ny var denne Toyota Previa ikke. Til gengæld var prisen kun 400 svenske blikpenge inkl. forsikring. Af sted mod sydodden af Gotland. Flot landskab.

Gotland er som de fleste andre øer kendt for kunsthåndværk. Keramikværksteder er der masser af, og de måtte besøges….

Det første var ikke det store kunstnummer. Men et sjov indslag kunne de levere. Keramikerens mand var Citroen fan. Gik og rodede med en gammel slæde da vi kom – ses på billedet, hvor den står og gaber.

På døren til keramikværkstedet sad dette skilt:

Ingen grund til at ærgre sig over mistede rabatmuligheder, der var ikke noget der fristede.

Nå, men Gotland er stort, og der er MANGE keramikværksteder. Vi tog en rundtur blandt 4 andre værksteder og et indkøb blev det selvfølgelig til.

I øvrigt har tørken startet efteråret tidligt i år. Især birken er ramt, og vi mødte nogen, der ikke bare var gule, men visne…

På vej mod østkysten for at bade kom vi gennem et lokalt forfriskende skybrud. Fint at sidde inde i bilen lige nu.

Der er sand på østsiden. Vi skulle bade. Men den strand vi havde valgt var fyldt med sten når man kom ud i vandet. Ikke den store badefornøjelse. Tilbage til Visby. Aflevere ‘liget’. Bunkre vand. I morgen går vi mod fastlandet.

 

Fårö – Lickershamn

19-7-2018

De seneste dage har været hektiske, så vi havde brug for en slapper-/badedag. Lickershamn blev valgt fordi den er på vej tilbage til Visby, og fordi der er bademuligheder. Vi vil gerne leje bil og køre rundt på Gotland, og det viser sig at Visby er det eneste sted man kan få fat i en bil. Turen mod Lickershamn foregik i let til jævn vind, og det meste plat læns, men vi havde ikke travlt, så det blev en 21  mil sejldag. Efter fortøjning var det frokost og badetid. Vi er tilfældigvis landet lige ved siden af Jungfrun  – en af de mere kendte Raukaer. 27 meter høj, og majestætisk på kanten af en klippe.

Jungfrun (i baggrunden :-)) og endnu længere tilbage kig mod havnen

Fra lidt andre vinkler

Og placeret mellem åbne fyrretræer med kig mod vandet. Malerisk!

Da det blev solnedgang, måtte den lige fotograferes igen. Her taget fra havnen

Og vi endte med en aftentur op til hende igen.

Solnedgang fra klinten

Og et kig ned langs bådene da vi kom tilbage. Idyllisk.

Visby – Fårö

18-07-2018

Fårö er jo egentlig ikke Gotland, men ligger lige nord for Gotland. Den har en særlig natur og er derfor et besøg værd. Igen er der nogle kedelige hensyn mht. vind, så op kl. 06:00 og af havn kl. 06:15

Visby fra søsiden.

Kl. godt 12 middag ankom vi til Lauterhorn, en havn fyldt til bristepunktet. Allerede på dette tidspunkt lå flere både for svaj udenfor havnen. Men sådan er den åbenbart og en venlig sjæl vinkede os ind og anviste en plads som 3. båd udenpå, så al udsejling indefra blev spærret… På det nederste billede er det vores blå båd i midten. I næste række ligger der 6 både udenpå hinanden.

Cyklerne på kaj og så skulle vi ud at studere raukaer, som er karakteristiske for området her. Det er koral-fossile kalkformationer, som er formet af vind og vejr over flere tusinde år. Engang var der (ligesom nu!) subtropisk klima på disse kanter. Nogle af raukaerne er temmelig høje og står som skulpturer i vandkanten

Videre gik det til et gammelt fiskerleje, der stadig anvendes.

Rugbrødsmotoren tankes ved samme lejlighed

Staldbygninger er ofte tækket med siv (ikke tækkerør). Her på øen bruger de ret lange rygtræer…

Igennem nogle helt fantastisk, men tørre og gule landskaber.

Undervejs mødte vi mange ‘färiste’, og de virker åbenbart. Der var ikke et fæ i miles omkreds 😉

Undervejs i vores søgning efter en is kom vi forbi Fårö-museet og Ingmar Bergman Centeret. Ingen billeder herfra, men Ingmar boede en stor del af sit liv her på øen og er begravet på øens kirkegård.

Isen blev en almindelig fabriksis købt på dette center. Det er småt med forretninger på øen – der er kun ca. 500 fastboende (men 300.000 turister årligt).

Vi cyklede lidt på fornemmelsen og solen. Vi skulle hjemad og kørte godt nok i den rigtige retning. Men vi måtte efter mange kilometer erfare, at vejnettet er stjerneformet, og vi kom ud af det forkerte ben. Altså måtte vi 6 km. tilbage igen. Og det er jo pr. definition skippers skyld, så lidt stram mine og ikke mange ord på vejen tilbage. Det har dog haft en terapeutisk virkning på smerterne i foden. De er nu rykket 80 cm op. Mette har nu mega ondt i r….. i stedet!

Tilbage i havnen til en kold G&T og et hårdt tiltrængt bad.

 

Visby Sightseeing

17-07-2018

Mettes fod havde ikke godt af de toppede brosten i går, så nu skulle der cykles. Visby er imidlertid temmelig kuperet, så det blev meget med at slæbe cyklerne opad og så rulle i rasende fart nedad.

Man mener jo man kender sin kone nogenlunde efter snart 30 års ægteskab, men i dag oplevede jeg alligevel noget nyt. Vi pløjede en hel gade med gallerier, garn, keramik og andet HELT UUNDVÆRLIGT igennem UDEN der kom noget i tasken. Så har man oplevet det også!

Visby er smuk, og ligger smukt. Den er utroligt velholdt og hyggelig.

Fyldt med danskerrelevant historie og velbevarede ruiner, her Skt. Per og Skt. Hans.

Dette kloster/kirke (Skt. Catharina) er meget passende luftigt indrettet til det gode vejr.

Frokost, hvor et marked blev frekventeret – også uden indkøb

Vi skulle have provianteret i dag. Madindkøb og bunkret vand, da tankene var ved at være tomme. Altså omkring Coop inden vi kørte tilbage til båden.

Efter at have lagt det indkøbte på køl, måtte vi lige op at checke larmen ud. Det er Stockholmsuge med masser af musik og gang i gaden. Unge fyre på store både med enorme højtaleranlæg og drinks på soldækket! Dette var også en grund til vi valgte at blive placeret i fiskerihavnen. Her er festlighederne lidt på afstand. På det selvudnævnte ‘Europas bedste strandklub’ (Kallis) fyrede kendte DJs den af  med mega mange watt, trykluft og fyrværkeri fra kl. 16. Politi og sygeplejeske klar! På magisk vis stoppede det hele som lovet af havnefogeden kl 22 🙂

 

Forbi den indre havn og alle forstærkerne…

Og ind i isbutikken vi bare er gået forbi for mange gange. 300 forskellige smage at vælge mellem!!!

Mens vi var på sightseeing kom denne motorbåd i havn. Godt 60 meter. Byggepris 55 mill. USD. 12 passagerer (+ 16 crew). Hvis man sejler til tanken siger ‘bare fyld op’, koster det 2,7 mill SEK. (185.000 liter)………………

Dyrt at have båd. MEGA dyrt at have sin egen færge!

 

 

 

 

Grankullaviken – Visby, Gotland

16-7-2018

5:30… Uret ringer, og skipper skal op, mens Mette bare vender sig om på den anden side. Det er dog i overensstemmelse med aftalen. Ingen grund til at 2 står op så tidligt. Anker op. Stævnen ud af vigen

Motorsejlads i blik stille. Det er også efter planen. Senere tiltager vinden først fra en brugbar NNV-retning , og går derefter i et ubehageligt NØ-hjørne. Når vi starter nu, får vi glæde af vinden sidst på turen inden den bliver ret imod. Nogle kopper kaffe og nogle timer senere har vi sat sejl. Pludselig ser vi på afstand noget i vandet. Svært at afgøre i kikkerten hvad det er. Rundt med båden. Mette har bådshagen klar. Vi passerer 1. gang på læ side – altså i den retning vinden bærer lugten…fy for pyffer! Det afgøres hurtigt, at dette absolut ikke er spiseligt! Sæler smager ret ringe, og denne er nok værre end ringe.

Den sidste del mod Visby går rigtig godt med en fart på 8 knob for sejl.

Og da nu lejligheden bød sig, lagde vi til ved siden af en søsterbåd fra Finland. Den er godt nok hvid, meeen…

Visby er også gammel danmarkshistorie. 1361 angreb Kong Valdemar Atterdag. Han fik 3 ton guld og sølv for at skåne Visby, men skibet der skulle sejle rovet hjem gik ned 🙁 Men Gotland var under dansk overherredømme frem til 1645.

Visby er omgivet af en ca. 3,5 km ringmur til forsvar af byen.

En domkirke har de også, enormt flot vedligeholdt.

Og folkemødet Almedalsveckan er netop afholdt i Visby. Inspirationskilden til vores version på Bornholm.

Desværre havde Mettes fod ikke godt af alle de toppede brosten. Måske bliver det cyklen i morgen.

Mörbylånga – Grankullaviken

15-7-2018

Vi skulle jo nordpå. 1-2 m/s fra nord og 1 knobs modstrøm, så sejlene blev i posen hele dagen. I Kalmar drejede vi lige forbi tanken og fik fyldt op, så er vi klar til en varm dag med motorbrum.

Målet er nordspidsen af Øland for at gå mod Gotland i morgen. De næste dage melder om Nordøstenvind, så hvis vi ikke kommer af sted i morgen, skal der krydses i 8 m/s hele vejen til Gotland. Nordspidsen byder enten på havnen Byxelkrok eller naturhavnen Grankullaviken. vi mangler egentlig vand, men stille vejr, naturhavn og seværdigheden Troldeskoven, der ligger klods op af Grankullaviken vandt over brusebadet. Og godt for det! Straks efter anduvning kom gummibåden i vandet og vi roede mod Troldeskoven. Det er primært en fyrreskov. Relativt åben og med krogede træer, der har givet den navnet. Stierne er særdeles brugervenlige

Der er stier får gående – også dem med dårlige fødder…

!

Der er stenmelsstier for dem med barnevogne…

Der er stier for dem med kørestol. Tilmeld med vigeplads for hver 50 meter. Gad vide hvor tit der er så mange kørestole på nordspidsen af Øland…

– så kunne man vel med rimelighed forvente kanaler til dem med gummibåde, men så vildt gik det alligevel ikke for sig… Vi måtte trave de 5 km.

Skoven har fået navnet efter de uhyggelige krogede trræer.

Men der var også hyggelige steder 🙂

Skipperen på den skude havde tydeligvis ikke søkortplotter. Og på stranden sidder voksne og børn og stabler sten

Tilbage i gummibåden til Tack

Der nydes mørbrad med øl om bord efter vi havde badet i havet, nu hvor vandet er rationeret.

Smuk solnedgang med 27 grader til solen forsvandt

En eftermiddag/aften, der huskes for det gode et stykke tid.

 

 

Grönhögen – Mörbylånga

14-7-2018

Sove længe, dvs. 08:00. I dag skulle vi tage en rolig morgen og siden på cyklerne over Stora Alvaret til Eketorp. Først Stora Alvaret. Det er et slettelandskab, hvor der kun er træer og småbuske. Undergrunden er limsten (kalksten) med et meget tyndt lag jord. Store træer kan simpelthen ikke få fodfæste. Det er optaget på UNESCO’s liste over verdensarv. Området er beboet og dyrket gennem 5000 år.

Et typisk kig ud over landskabet

I et kalkbrud får man fornemmelsen af, hvor tæt på jordoverfladen kalkstenen ligger. Det er i øvrigt denne kalksten Eketorp er bygget af.

I øvrigt skinner solen med samme intensitet som der hjemme. Øland er stedet i Sverige med flest solskinstimer. Alt er tørt og gult – selv køerne er blevet bleget i solen 😉

Og også på den anden side af vejen, hvor tyren er henvist til at kigge længselsfuldt over asfalten…

Det er i høj grad husdyr, der har været med til at skabe hedelandskabet i Store Alvaret.

Beboelse i 5000 år. Eketorp er en fæstning bygget/ombygget 3 gange. Oprindeligt bygget ca. år 300 som fæstning. I år 400-700 ombygget til større fæstning og landsby. Blev forladt i vikingetiden, men blev igen ombygget/opbygget i år 1000, og var her i brug til ca. 1300. Og hvem skulle man så passe på? Der var selvfølgelig forskellige grupperinger, men ind imellem kom nogle børster fra de baltiske lande på røvetogter, og så var der jo danskerne, der jævnligt kom på andet end hyggebesøg.

Eketorp i delvis genopførsel ca. 1960 til i dag:

Hjem for 6-8 personer:

Her levede ca. 160 mennesker med deres dyr. For at bevare lidt miljø, var der også husdyr (får og grise), der løb frit rundt på pladsen. I Sverige prioriterer man dyrevelfærden højt. Pool til grisene – vi andre måtte stege i solen, så man kunne sælge læskedrikke ved udgangen.

En rigtig fin tur. Vi sejler jo rundt i Danmarkshistorie. I morgen passerer vi Kalmar, hvor Margrete den I i 1387 med Kalmarunionen, blev regent for Danmark, store dele af Sverige+Norge, noget af Finland samt Island. Det var en kvinde med ben i næsen!

Vi sluttede dagen med at snuppe en bid af vejen mod nordspidsen af Øland.

Solnedgang i havnen

 

 

 

Skillinge – Grönhögen

13-7-2018

En lang dag på kontoret. 14 timer på vandet, men for en gangs skyld bedre end forventet, eller lovet i prognosen, der ikke lovede sejlvejr med sejl. Morgenmad, frokost og aftensmad på vandet. Vi startede ca. 6:30 for motor, og havde egentlig regnet med det skulle være sådan det meste af dagen. Men efter ½ time kunne vi holde 4 m/s op på bidevind, stort set uden sø, så det gav omkring 6 knob. Så blev det til en halvvind/agten tværs på 4 m/s. Farten faldt til omkring 4 knob og vi sate code-zero’en. Omgående lå vi konstant over 7 og toppede på 8,3…

Da vi nærmede os Utklippan (ø syd for Karlskrona), løb vi ind i en regnbyge og ingen vind. Vi har aldrig været på Utklippan, der blot er en lille ø uden de store faciliteter, men fint beskyttet for alle vindretninger. Men vi skulle længere i dag – måske når vi den på hjemturen. Utklippan:

Motor igen.

Kursen blev sat mod sydspidsen af Øland. Vi håber at få set meget af Øland og Gotland på denne tur. Der kom igen vind, så vi gik en pæn del af vejen for sejl. Solnedgang i Grönhögen.

I alt 14 timer og 90 mil. I morgen skal vi sejle kortere!

Gislövsläge – Skillinge

12/7/2018

Uret ringede kl. 06:00. Ikke engang svalerne var stået op…

Vi var nød til at flytte nogle mil i dag, da Hanö-bugten skal forceres fredag. Og vinden har ikke været med os. Det blev en tur for motor/sejl på krydsvind og på den sidste del af turen var der også en del sø. Det blev også en dag, hvor Jan måtte arbejde en del undervejs (på PC’en altså). Det medførte kvalme efter to timer i dønninger med hovedet begravet i skærmen 🙁

Stort flot træskib undervejs. De havde klogelig valgt at sejle den anden vej med vinden i ryggen.

Lidt trætte ankommet til Skillinge, der er en hyggelig lille fiskerby. Op til fiskehandlen og købe fisk til sen frokost og aftensmad.

Lidt arbejde, lidt afslapning, og så er det jo hurtigt aftensmadstid. Men inden da måtte vi lige afvise et nysgerrigt kræ, der gerne ville om bord. Mette afviser på det bestemteste at få den slags kæledyr om læ!

Det var aftensmaden vi kom fra. Friske spætter, asparges og nye kartofler. Rasp er ikke lige en del af køkkenbeholdningen så disse udsøgte spætter er paneret i knuste Sports-knækbrød. Giver lidt mere bid og sikkert sport for maven.

Og så kan man sidde og nyde aftenfreden, solnedgangen og den kølende luft inden man skal ned og berette om dagen.

I morgen er det på den igen fra kl. 06:00. Alt vel om bord, og Mettes fod er i bedring 🙂

Klagshamn – Gislövsläge

11-7-2018

Sove længe, tage den med ro. Det er ferie. Klagshamn er fredelig – ingen disko til langt ud på natten.

– men godt vejr er der!

Af sted på en østenvind på fladt vand. Vi skal gennem Falsterbo Kanal. De åbner ifølge havnelodsen broen hver hele time, og vi rammer ifølge plotteren broen mellem 11:58 og 12:02… På et tidspunkt går farten lidt ned og motoren får lige lov at hjælpe lidt, så vi ikke skal vente en ekstra time. Ankomst 11:56. Direkte til broen. Vente – vente, der sker ikke en disse! Alle de andre cirkulerende både undrer sig også. Frem med kikkerten for at læse de små rulletekster på broen. Hver time undtaget når der er mange både (svensk logik)…. I højsæsonen åbnes kun hver anden/tredje time, så vi skal alligevel vente til kl. 13. Og så har der så også samlet sig rigtig mange både!

På den anden side af kanalen gik vi først lidt for motor i svag vind, men så steg vinden fra øst. 8 m/s på kryds og modstrøm.

Mette og den hævede fod blev flyttet til luv. Nu kan den tykke fod gøre lidt nytte som kontravægt…

Ankomst til Gislövsläge. Normalt farer Mette rundt på dækket under anduvning, men nu blev rollerne byttet om. Lærerigt, og det gik rigtig fint :-).

Svanemøllen – Gentofte – Klagshamn

10/7/2018

Op ved nitiden – der var noget søvn, der skulle indhentes. Her var ingen vind og ingen mastekran med raslende dele…

Men… Mette fik problemer med højre fod i aftes, og søvn hjalp ikke ligefrem på sagen :-(. Nogle valg skulle træffes. Der er ikke meget sjov ved at komme til Gotland uden at kunne gå, og det ville også være skørt at tage til Sverige, hvis den er behandlingskrævende. Derfor 1813 og til Gentofte Sygehus, der heldigvis kun dømte forstuvning.

Det blev hurtigt vedtaget at fortsætte mod Gotland med fokus på sejlads de kommende dage. På vej mod Sverige opdagede vi en af fordelene ved dette gamle land…

– de har faktisk skyer der ovre! Og senere oplevede vi det utrolige – vanddråber fra oven!

Pletterne på træværket er vand – ikke madrester! Den famøse fod får en slapper.

Og efter anduvning fik vi faktisk op mod ½ mm rigtig regn 🙂

Kulhuse – Svanemøllen

09/07/2018

Vi gik af Kulhuse (Jægerspris) Havn ca. kl. 08:00. Gårsdagens næsten vindstille vejr var forvandlet til 8-10 m/s fra vest. Hele natten underholdt mastekranen, der fysisk befandt sig omkring 2 meter fra sengekanten. Skramlen af kæder og wirer, så lidt træt til trods for den anstændige tid at begive sig af sted på. Så snart vi kom ud i renden mod Hundested, var det op med sejlene, og af sted gik det. På Nordkysten op til 12 m/s i pustene, og også lidt sø, men det er aldrig det store problem med det hele agten for tværs. Vi loggede maks. 10,8 ned af en bølge. Rundt om Gilleleje, bølger aftagende og ligeså vinden. Nu var for lidt vind pudselig problemet, men det gik til Helsingør, hvor vi fik foran tværs mod Rungsted.

Kronborg om styrbord.

I Rungsted skulle vi gøre et kort pitstop, da Rolf har en bog om Gotland vi skal have med. Anduvning på pælene bag Rolfs båd, og bogen overleveret i pose via bådshage. Af sted igen mod Svanemøllen, hvor vi fik besøg af Sissel, Mathilde, Torben og Christian til indtagelse af leveret fastfood.

Vores favoritplads i Svanemøllen. Tæt på havnekontoret, og til at finde for ankommende gæster.

 

Så er vi på vej Gotland rundt

8/7/2018 Kulhuse havn

– Men… Der er lige noget gammelt Danmark vi skal rundt om først. Vi har ikke været ude af fjorden i 2018, men har allerede haft 17 overnatninger. De er primært opstået ved at anvende Tack som arbejdsplads, altså arbejde og bo i båden. Vejret har været helt fantastisk og allerede i Kristi Himmelfartsferien blev der badet! En enkelt dag var der 41 grader på ‘kontoret’, så der måtte bades hver halve time…

Det med at komme af sted i mere end nogle dage er lidt af en logistikopgave. Det er utroligt så meget bagage, der skal flyttes hjemmefra ned i Tack. Selv om alt er forberedt, går der altid ½ dag fra man tager hjemmefra til man er klar til at kaste fortøjningerne. Som vanligt fik vi Jens til at køre med til havnen, så bilen ikke står i havnen i en måned.  Derfor er det vigtigt at få flyttet Tack ud af havnen, så turen er i gang. I år blev første havn den absolut nærmeste – Kulhuse. Vi har sejlet forbi mindst 100 gange, men aldrig været der. Den er lille og har kun 1 egentlig plads, hvor vi kan ligge, nemlig ved mastekranen. Men den var ledig og badevandet ved Kulhuse er særdeles fint, så aften-badning blev det også til.

Efter dampet laks med kartofler og hollandaise 🙂